Postkort fra Palma de Mallorca – de bedste spisesteder

Bedste restauranter i palma

De bedste spisesteder i Palma de Mallorca er naturligvis ikke en statisk ting. Restauranter som var gode i 2018, er muligvis ikke på niveau igen i 2019, og omvendt er der hurtigt nye steder, som dukker op. Men står du og skal på en lille sviptur til Palma de Mallorca, så har vi her fundet vores bud på nogle af de bedste spisesteder i Palma de Mallorca – dog er Michelin-restauranterne ikke medtaget.

Palma de Mallorca er absolut en smuk og charmerende by. Gamle bydele, små kringlede gader, store pladser, stand, vand og masser af mad og vin. Der er alt mulig grund til at tage på en smuttur, og gør dig selv den tjeneste, at blive i Palma. Ikke noget med at smutte ud ad kystvejen for at bo ved stranden eller at tage toget direkte til Soller uden at tilbringe minimum 24 timer i Palma de Mallorca.

De bedste

Af de testede restauranter er der tre, der skiller sig markant ud. Det drejer sig om El Camino, El Nautico og Tast Club. Tast Club og El Nautico er begge en del af en restaurant-gruppe, der hedder Tast.

El Camino er muligvis et af de hotteste steder i byen. Man kan ikke bestille bord, så når du kommer, bliver du bedt om at gå ned bagest i restauranten, hvor du over en drink kan stå sammen med mange andre, der også venter på pladser. Men benyt lejligheden: de tilbyder en god Manzanilla sherry på glas!

På El Camino er der ingen borde – det er en lang bar, som vel har plads til mellem 30 og 34 personer. Bag baren laves der mad og hældes vin op i højt tempo. Niveauet er tårnhøjt! Vinkortet er ikke så stort men indeholder nogle absolut klassiske vine – bl.a. Atlantico fra El Paraguas, som du naturligvis kan købe hos HvadDrikkerManTil lige her – så du har den vin, som du har brug for på El Camino. Deres kroketter er muligvis de bedste, som vi har prøvet på Mallorca. Vi gav den gas, og det kostede omring 800 kr. for 2 personer. Men det kan gøres langt billigere. Der var ganske enkelt en af de bedste tapasoplevelser, som vi har haft i lang tid i Spanien!

El camino palmaEl anutico palma

El Nautico ligger helt ude på spidsen af en mole. Den er lidt svær at finde, og du skal egentlig ind i en anden bygning først, for at bevæge dig ovenpå første sal for at finde denne lille perle. Få et bord udenfor, hvor de blå og hvide kakler, udsigten over havnen og den første klasses servering og mad ganske enkelt er i en klasse for sig selv. Vi spiste frokost og fik bl.a. reje ceviche og en virkelig lækker brut natur, men vi holdt os til et par enkle retter. Pris omkring 500 for to personer.

Tast Club ligger i det gamle kvarter. Her skal du bestille bord, ellers er det umuligt at få plads. Lokalerne er flotte, og både udvalg af mad og vin er godt. Restauranten er fyldt med expats og turister, så det skal du lige være i stand til at se bort fra. Prisniveauet er også i den absolut høje ende, men kvaliteten er god!

Dem som er gode men ikke blandt de tre bedste

Lige under de klart tre bedste oplevelser kommer der et par stykker, som også leverede over middel!

Wineing er en hyggelig tapasrestaurant, hvor der i den grad er fokus på vinen. Der er omkring 40 vine på glas, og det fungerer ved, at du selv går op til en automat og får lidt i glasset. Du kan vælge mellem fire påfyldninger, hvor den mindste mest er en smagsprøve. Genialt koncept med vinen. Maden var ok, og betjeningen hyggelig og vedkommende, men dog ikke så skarp i eksekveringen. Prismæssigt kan det hurtigt løbe op, når du kan få Vega sicilia på glas.

Skråt over El Camino ligger El Bandarra. Dette er et virkeligt lokalt sted. Heller ikke her kan du bestille plads, og de fleste pladser er rundt om baren, der står midt i lokalet, men der er også pladser ud over disse. Maden er udforskende. Vi fik bl.a. æg sous vide. En lidt blævret ret. Men ellers var maden på højt niveau, vinkortet er fint og stemningen helt i top.

Den hypede der skuffede vildt

Men der var også et par steder som skuffede. OMBU ligger ellers højt på diverse lister og bliver bredt anbefalet. Jeg har før spist på søster-restaurant FORN. Besøget på FORN var i 2017, og forventningerne til OMBU var høje. Men her var niveauet på maden bare ikke godt nok. Vi lod to ud af fire tapas være stort set urørte. Tjeneren spørger ind, men udover en pæresnaps på husets regning var der ingen reaktion. De har et glimrende vinkort, som også var medvirkende til, at vores besøg på OMBU endte med at være turens dyreste spiseoplevelse, men også et af de dårligste.

Og ellers er der jo et hav af tapassteder, hvor du kan drikke et glas vin eller øl imens du lige får en gang Piemontes Padron for at holde sulten nede imellem måltiderne. Hvis du er til øl, så prøv den lokale Rosa Blanc. En øl i IPA-stilen, der frisker og slukker tørsten på en lækker måde!

Når du kommer hjem, og bare skal i gang med at lave tapas, så har vi naturligvis samlet en bunke lige her.

Postkort fra Ribeauville: Det tager Tour-feltet 5 minutter at køre igennem Ribeauville – men bliv bare lidt længere

Ribeauville
Om du følger vinruten eller Tour de France (når den rammer Alsace), så er den billedskønne Ribeauville en hyggelig lille by, der har rigtig meget at byde på – specielt, hvis du er glad for dejlig mad, fantastisk vin og smukke omgivelser.

Restauranterne, vinen og druerne

Antallet af restauranter er mange, og langt de fleste er tilpasset turisternes smagsløg, så du kan forvente at finde Tartes Flambée eller på tysk Flammenkuchen de fleste steder sammen med nogle af klassiske opskrifter med svin som stammer fra området. Deres køkken er præget af det tyske, og eisbein og griseknæ findes i hobetal, men der er også masser af steaks og tatar. Men når du nu er i Alsace, så gå efter grisen – ikke mindst fordi, at det er her, at du finder maden, som passer til hoveddruerne, som dyrkes her: Riesling (og Pinot Blanc). De laver også rød, men reelt er der langt mellem de gode oplevelserne. I øvrigt de samme druer, som der arbejdes med på den tyske side – og hvor de nok også er kommet længere med de røde druer med deres spätburgunder. Der er flere forskelligevinproducenter i Ribeauville, og i de omkringliggende små landsbyer, så det er bare om at komme igang. En af vinproducenterne, Domaine Lichtle, der iøvrigt producerer en virkelig dejlig og knastør riesling, har også en vinbutik i udkanten af byen. Modsat mange andre vinbutikker sælger de her også vine fra andre producenter og andre områder. Tag et kig forbi, du finder butikken på Avenue du Gén de Gaulle.

Maden

På samme gade ligger Au Relais des Ménétriers – det er byens eneste Bib Gourmand, og en menu koster fra omkring 30E. Men ellers er der mange andre restauranter på hovedgaden (Grand’Rue) i den gamle by del. Au Cheval Blanc tilbyder dejlige værelser, og deres restaurant er ok, dog var deres tatar lidt for våd. La Posta laver glimrende Tarte Flambée, men har dog et lidt begrænset vinkort, La Flammerie har også et lille, men ok vinkort, hvor de også sælger halve flasker (prøv Rieslingen fra Lorentz). Maden er meget den samme på tværs, og det er sjældent, at du oplever mad under standard. Det er trods alt Frankrig. Det tager et hurtigt kørende Tour-felt under fem minutter at køre igennem byen, men hvis du kommer på disse kanter, så stop op og bliv en nat eller to i denne billedskønne lille by med de små snævre gader, gamle bindingshuse og masser af vin og mad. Skulle du sidde hjemme i Danmark og ikke have nogle planer om en tur til Frankrig de næste par uger, så finder du her et par opskrifter, som bringer dig lidt tættere på: Salat med pære og gedeost – en salat som virklig får dig til det franske. Confit de canard – en klassisk bistroret. Tatar – så bliver det ikke mere fransk. God tur!

Postkort fra Budapest – et overraskende højt niveau på den lokale vin og madscenen

Budapest Costes

Hvad drikker man, når man er i Budapest ? Det var naturligvis rejsens vigtigste spørgsmål, som skulle undersøges. jeg vil godt allerede her afsløre, at man drikker lokal mousserende vine. Niveauet er højt, delikat og lækkert. Men det vender vi tilbage til.

Buda, Pest og fodtøj

Først skal du finde ud af, om du vil bo i Buda eller i Pest. her vælger du imellem den romantiske del af byen, som ligger på slotssiden eller den mere dynamiske og storby, som dermed ligger på den anden side af floden.

Derefter skal du have styr på dit fodtøj, for du kommer til at gå meget. Rigtig meget! Men det gør heller ikke så meget, da byen er flot, der er masser af små listige vandingshuller og også steder, hvor du kan nyde en lille bid brød.

Når du skal have frokost, så skal du forsøge at ramme slottet på toppen af bjerget. In de bagved i de lidt eksklusive gader ligger der nogle lækre restauranter. En del af disse har Bib Gourmand på døren. I forhold til Budapest lidt dyrt, men gode muligheder for en lidt lækker frokost.

Skulle der være for langt til toppen af slottet, når frokostsulten nærmer sig, så søg hen mod Elisabeth-broen, hvor der er på den anden side af slotssiden ligger en ret fancy restaurant som hedder Kiosk. Her kan du sidde indenfor i de smarte lokaler, eller udenfor og nyde den flotte Donau. Maden er god (og store flotte portioner), og så har de også her nogle ret fine flasker mousserende vine.

Hvad drikker man til

Michelin

Når det kommer til din aftensmad, så skal du prøve en af deres Michelinrestauranter. Det kan gøres ret billigt, og de har flere forskellige bud. Herunder en enkelt med to stjerner. Vi endte på den ældste Michelinrestaurant: Restaurant Costes. Her kan du vælge mellem 4 og 7 retter med/uden vin. Du kan vel spise for 500 kr per mand. Vi startede forsigtigt med et par starters, men kunne hurtigt se og smage, at vi skulle all-in. Eszter Palágyi er navnet på den kvindelige chefkok i restauranten; og må blankt lægge mig ned: Eszter & team gav en af de måske fem bedste mad&vin oplevelser, som jeg har prøvet. Alle vine i løbet af aftenen var fra Ungarn (og en enkelt fra Slovakiet). Maden var avanceret, enkelt og feminin – og den passer smukt til vinen. Vi drak Pinot noir fra Kovacs Minrod Winery, ufiltreret mousserende vin fra Stekov Don Zsolt i Slovakiet og en fantastisk Brut Nature på Pinot Noir fra Bencze Birtok.

Costes Budapest

Menuen gik fra caviar med kartoffel til blomkåll. Fra due til gede. Og hver gang blev maden præsenteret uhøjtideligt og et personale, som vidste hvad de lavede.

Vi rejste uden kuffert, så i lufthavnen blev der presset så mange lokale mouserende vinflasker ned i tasken, som det var muligt. Vi kommer tilbage til Budapest – om ikke andet så for at smage deres vine og spise maden!

Hvis du ikke selv lige står og er på vej, så er der en lækker hvidvin, som kan lidt det samme som Brut Naturen fra Birtok, da den slutter af på nærmest smørlignede noter. Otro Cuento kommer fra Arribes i Spanien – og prøvede den faktisk første gang på en af mine favoritrestauranter i Madrid (Tricolore).

Postkort fra Berlin – Riesling, schnitzel og den europæiske historie

Postkort fra Berlin
Berlin er en af de byer, som altid kan byde på et ekstra lag – både på kultur- & underholdningsscenen, men så sandelig også på den gastronomiske scene.

På den historiske scene

 er Berlin muligvis en af de byer i Europa, som har mest at byde på, og ligegyldigt, hvor du er, så har du mulighed for at dvæle over en del af historien, som er med til at tegne et billede af en by, som nærmest har prøvet og set alt. Start evt. med at gå gennem Mitte og find Checkpoint Charlie, som stedet, hvor en af de gamle grænseovergange mellem øst og vest lå. Museet er absolut et stop værd! Bevæg dig videre mod Rigsdagsbygningen i zig-zag via Postdammer Platz, de Europæiske Jøders Mindesmærke, Brandenburger Tor, Str. des 17. Juni, Tiergarten og så videre og så videre. Du løber tør for tid, inden du løber tør for ting og steder, som skal opleves!

Madscenen i Berlin

er også præget af mange forskellige rødder og baggrunde og på samme måde, som tiden er din fjende, når du tilbringer en weekend i Berlin, så er der heller ikke nok frokost- og/eller middagstidspunkter under en weekend til at få prøvet, hvad en af Europas ægte storbyer kan tilbyde – men lad os se på nogle af forskellige muligheder, som bringer dig i meget forskellige retninger.

Michelin

I 2018 blev hele 26 Michelinstjerner sendt til Berlin, og Berlin er dermed på top 15 over byer med flest stjerner. Dermed er det ikke svært at finde mulige emner til ”fine dining” og gastronomiske oplevelser. Tim Raue er nærmest blevet en institution på den berlinske madscene. Raue har både en to-stjernet og en et-stjernet restaurant i Berlin – desværre har jeg stadigvæk oplevelsen til gode, men den står på min gastronomiske to-do liste. NetFlix har i øvrigt et afsnit af Chef’s Table med Tim Raue – kan varmt anbefales. Mulighederne er som sagt mange, og en anden mulighed – som arbejder med udgangspunkt i kvalitetsråvare og knap så meget flash på tallerkenen – er Käfer. Käfer ligger belejligt på toppen af Rigsdagsbygningen. Dermed slår du flere fluer med et slag, hvis du tager en udvidet frokost her: adgang til kuplen uden at stå i kø (med en reservering kommer du forrest i køen), mulighed for at nyde en klassisk wienerschnitzel med lækkert tilbehør, og både nogle lækre forretter og desserter. Vi fik en salat til forret, hvor en confiteret æggeblomme bandt retten sammen og til dessert en variation over gulerodskagen. Det smager lækkert, fine tyske vine på vinkortet, Paulaner på fad og med en udsigt som ikke fås meget bedre! Käfer Berlin kan prale af en del restauranter som springer ud af vegetar- eller veganerkøkkenet. Kopps ligger i Mitte, og kan prale af, at CNN tidligere har udpeget Kopps til at være at være helt i toppen over veganske restauranter i verden – faktisk blev Kopps placeret på en delt 10ende plads over verdens bedste veganske restauranter for nogle år tilbage. Vores besøg på Kopps var en fornøjelse. En menu med 3, 4 eller 5 retter koster fra 42 euro til 82 euro (de 42 er 3 retter og uden vin; de 82 er fem retter med vinmenu). Sammen med tjeneren skiftede vi lidt ud i den tilhørende vinmenu, således der kun kom tysk vine på bordet – ikke mindst flere forskellige Rieslinge fra bl.a. Mosel og Pfalz blev smagt. En stor fornøjelse at opleve, hvordan Rieslingen kan arbejde med minaralitet fra et hus og så med mere fedme fra et andet hus – jeg drikker helt klart for lidt tysk Riesling! kastenjesuppe Vores aften bar dog lidt præg af, at strømmen gik (fuld mørklægning), og ikke kom tilbage i restauranten – hvorfor der var en længere pause i aftenens eksekvering af menuen. Til sidst fik de dog gang i selve køkkenet, men hele restauranten spise i mørke. Inden problemerne med strømmen kom, var vi bl.a. blevet præsenteret for en kastanjesuppe udklædt som en kaffe. Efter strømmen stod den bl.a. på artiskokker med trøfler. Det kan varmt anbefales at bruge en aften på denne hyggelige og velsmagende restaurant. Men ellers meget apropos, så har Berlin jo faktisk også en restaurant, hvor alt foregår i total mørke. Kopps Berlin En anden lidt anderledes mulighed er Gugelhof, hvor du vil finde mad og vin som stammer fra Sydtyskland (og Alsace). Stilen er rustik og der er fokus på oplevelsen og samværet. Her er vinkortet også stærkt domineret af tyske vine, og du har virkelig mulighed for at prøve nogle gode flasker til rimelige penge. Jeg fik jeg en Coq au Riesling (naturligvis med masser af Riesling til maden), og tror det er den bedste Coq au vin/Rielsing, som jeg har fået i mange år. Husk du også skal prøve en Flammenkuche, hvis du kommer forbi. Det er sydtyskernes ”egnspizza”, de er formidable til at dele i starten af måltidet og typisk blot løg og bacon på disse. Gugelhof er et hyggeligt sted med fokus på kvalitet. gugelhof Når du er i Berlin så skal du naturligvis også huske at få en currywurst, men også en shawarma er ret påkrævet i Berlin, hvis lige du ikke finder mange andre steder. Men husk også endeligt at få drukket nogle fadøl, som ganske enkelt er i verdensklasse – og sidst men ikke mindst: drik noget tysk Riesling!

Postkort fra Sevilla – tapas & sherry i fantastiske omgivelser (Del 2: Sevilla og tapas)

tapas sevilla

Nu har vi styr på, hvordan du kommer til Sevilla, og hvad du drikker, når du henkastet står ved baren i de gamle bodegaer (Se Del 1 hvis du allerede har glemt det). Nu skal der mad på bordet! Både tapas, en enkelt Michelinrestaurant og desserten som du slutter af med, når du vakler igennem de mørke gade sidst på natten glad og fornøjet efter en aften i denne dejlige by.

Sevilla og Tapas

Sevilla og tapas er som ærter og gulerødder – som Forrest Gump ville sige. De lokale er glade for deres tapas – meget glade; og selvom jeg efterhånden har været mange steder i Spanien, så er det her stedet, hvor jeg tror, at der er flest tapassteder i forhold til byens størrelse. Vi prøvede mange steder og fik virkelig dyrket konceptet med et lille glas ”et-eller-andet” kombineret med en lille bid mad og så videre til det næste sted. Generelt er niveauet højt, men pas lidt på stederne som ligger lige op ad katedralen og rundt om. Niveauet er ok der, men kvaliteten er dog mærket af de mange turister og er generelt lavere (lidt mere neutralt), end hvis du går lidt væk fra området.

De fem bedste tapasoplevelser var (i tilfældig rækkefølge):

El Rinconcillo er ifølge skrifterne det ældste tapassted i byen. Der er både en lille restaurant og en bar. Vælg baren, som dog også har nogle siddepladser. Ved baren bliver du serviceret af alvorlige ældre mænd, som naturligvis er ulasteligt klædt i sort og hvidt! De holder styr på din barregning med kridtnoter direkte på barpladen foran dig. At de så også har styr på maden (fik bl.a. super velstegt svinemørbrad som vi delte) og et imponerede sherrykort med over 30 forskellige sherry på glas og nogle spændende vine fra lokalområdet (bl.a. Garum fra Cadiz) gør det jo ikke dårligere. Prøv Iberico med Oloroso og lidt manchego. Alene på baggrund af sherrykortet kom vi faktisk her to gange henover de tre dage.

Rinconcillo sevilla tapas sevilla

Vineria San Telmo på Paseo Catalina de Ribera byder på velkomponerede og lidt anderledes tapasmuligheder, hvor der også var lidt nordafrikanske toner i et par af serveringerne. Her har de også et afvekslende sherrykort. Absolut et besøg værd!

tapas sevilla tapas sevilla

Delikatessebutikken Maestro Marcelino ligger i nærheden af katedralen, men dog trukket lidt væk fra the beaten track, hvor den ligger stille og roligt på Calle Hernando Cólon. Her bydes på et udsøgt udvalg af skinke og sherry. Der er ikke meget plads, men væbnet med lidt tålmodighed (og et glas Manzanilla i hånden) får du hurtigt et lille bord. En sikker favorit her!

tapas sevilla tapas sevilla

Bodeguita Antonio Romero ligger et stenkast fra tyrefægtningsarenaen, og er dermed et oplagt emne til et efterfølgende stop, når I skal have depoterne fyldt op. Menukortet er lækkert. Vi fik nok turens bedste tortilla her, men også deres torsk med tomat var virkelig lækkert – og der er masser af sherry her også.

tapas sevilla sevilla tapas

Casa Morales må du ikke snyde dig selv for. Ældgammelt, proppet og forvirrende. Men med store gamle lerfade, som i gamle dage blev brugt som vin/sherryfade. Slidt og brugt, men med charmerende udsmykning, et solidt sherrykort og gode tapas er Casa Morales et sted, som skal opleves.

tapas seafood

Vi blev anbefalet Restaurante Casa Robles (Calle Alvares Quintaro) af tjenerne på Maestro Marcelino, da vi spurgte om den bedste seafood i nærheden. Restauranten ligger faktisk tæt på katedralen, og priserne er også lidt høje. Men til gengæld fik vi super lækre seafood-tapas og en lækker lokal hvidvin.

Michelin

Casa Robles og Reconcillo er begge anbefalet i Michelin Guiden, men Sevilla har også et enkelt spisested med en stjerne. Det drejer sig om restauranten Abantal, hvor du for forholdsvis få penge får et varieret bud på spændende menu. Det koster 100 Euro, og de tilpassede menuen så skaldyrsallergien hos min medspiser blev respekteret. Sammen med menuen fik vi en vinmenu, og her spurgte de ind til præferencer, for at få det til at passe sammen.

Michelin sevilla michelin sevilla

Servicen og maden på Abantal er helt ok. Efter danske standarder ville det være en lille stjerne, men generelt er der her garanti for en flot aften. Vi fik en rødvin til hovedretten, som deres sommelier ellers var slemt glad for, men da vi midtvejs i retten alligevel syntes den manglende syre fandt de hurtigt en anden vin frem. Abantal kan varmt anbefales – også for at prøve noget andet, hvis du har 3 eller flere aftener i byen.

Churros

Når du går hjem om aftenen, så er du helt mæt. Alle ens sanser er blevet udfordret, og faktisk kan du ikke klare mere – MEN der en ting mere, som du skal prøv. Indtil Sevilla så opfattede jeg Churros som nogle rør af dej, som har været i den gyldne brønd. Har fået flere gode rør, men har aldrig siddet lige i skabet…..SÅ kom vi forbi Sevilla, hvor vi fandt en enkelt churro-bod, hvor det ikke laves som rør, men som små kugler (æbleskiver). Bare at se hvordan dejen kommer ud at maskinen, og ”churro-kokken” med en saks klipper dejen over, så de små kugler falder ned i den varme olie. Vi fandt den lige overfor katedralen på Calle Alemanes.

Churros nutella Churros i sevilla

Opskrifter

Har du ingen planer om en tur til Sevilla inden for de næste par uger, så kan du her finde nogle ideer til tapas, som du kan lave hjemme i dit eget køkken – og husk at skænke lidt tør sherry til retterne eller find inspiration i Wine Country.

Hellefisk som tapas – inspireret af besøget på Romero i Sevilla.

Oksehale som croquetas – inspireret af de mange oksehaler i Sevilla.

Tomatbrød og tortilla – som altid skal på tapasbordet.

 

Postkort fra Sevilla – tapas & sherry i fantastiske omgivelser (Del 1)

Sevilla weekendtur

Sevilla, Andalusiens hovedstad, ligger egentligt lidt off-beat. Du kan ikke flyve direkte fra København til Sevilla, så det kræver en lille (bitte) indsats at komme til byen, men løsningen er faktisk ganske simpel. Der går nemlig masser af fly til Malaga, hvorfra du både med tog, bus og/eller bil kan tage turen til Sevilla. Det tager ca. to-tre timer med både tog og bil. Selv blev turen tilbagelagt i en lejet bil. Vi var der i november, og det var billigt at leje en bil for en (forlænget) weekend – men pas på fartkontrolkameraerne, der er en del af dem, fandt vi ud ad, da vi var kommet hjem igen!

Efter et par timer i bilen rammer du denne lille varme perle med masser af gamle, snoede og smalle gader, gader som huser et utrolig højt antal tapasbarer og spisesteder, hvor der også serveres store mængder af sherry, vin og øl.

Sevilla tips

Hvad skal du lave – udover at spise, drikke og sove?

Solens varme stråler gør ikke kun godt for de mange appelsintræer, strålerne er heller ikke helt skidt for en nordbo, og selv en dag i november sidder du snildt ude på et plaza og nyder et glas koldt øl i solens stråler, imens du nyder den flotte arkitektur og synet af de mange appelsintræer. Du kan også prøve at plukke en appelsin fra et af de mange træer, men kan dog ikke anbefale det. Appelsinerne på gadetræerne er – som det eneste i den skønne by – stort set det eneste, som ikke kan spises. Hverken i juli eller i november ifølge de lokale retningslinjer.

Ud over maden og vinen er der mange flotte, sjove, spændende ting som kan ses og prøves, når du altså ikke sidder ved et bord/står ved baren med et gas Fino eller Manzanilla i hånden. Idékataloget er ret stort og alsidigt:

Tyrefægtning er stort i byen. Du behøver ikke se en ”kamp”, men tag evt. et smut forbi tyrefægtningsarenaen og få en tour rundt i arenaen. Se Primera fodbold og hep på et af de to lokale hold: FC Sevilla eller Real Betis. Den flotte arkitektur står tydeligt frem, både når du ser katedralen, men også et sted som Plaza de España er helt fantastisk og skal absolut opleves! Et smut til en lokal Flamencobar er oplagt, og hvis du kommer forbi i slutningen af april, så skulle deres lokale festival ”Feria” være helt fantastisk at følge. Men ellers er tapas så afgjort en af de centrale ting for befolkningen i denne hyggelige by, og det kan ses på antallet af spisesteder, men også på kvaliteten og udvalget af tapas, som er virkelig høj – det gælder bare om at komme i gang!

Sherry

Inden vi går om bord i maden, så skal vi lige se på en anden lokal skik!

Ikke langt fra Sevilla finder du de byer, som producerer Sherry. Sherry er en hedvin med en alkoholprocent på omkring 20 pct. Den nydes i stor stil i Sevilla (og specielt i resten af regionen), men i DK er det ikke sådan lige at finde den, og hvis du finder en sherry i DK, så er det typisk den søde og mørke PX eller den tørre hvide Manzanilla, som du finder. De fejler bestemt heller ikke noget, tværtimod, men der findes 6-8-9-10 forskellige typer, lidt efter hvordan det gøres op. Brug lidt tid på at læse op inden du drager ud i nattelivet. Det tager ikke ret lang tid, og gode guides er lige her og her. Hvis din tålmodighed ikke rækker, så kan du også nøjes med nedenstående basale tips:

Drik den tørre Manzanilla eller den meget tørre Fino til fisketapas eller/og hvis du lige skal have samlet kræfterne ved baren. Begge har også ofte en lidt saltet note over sig.

Drik generelt Oloroso, Palo Cortado eller Amontillado til kødet, nødderne, osten og skinken. De er ikke alle lige gode på tværs, men spøg din tjerner, som altid gerne vil hjælpe! Amontiladoen er den mest tørre af de mørke. Oloroso er tør, men med mange nuancer og lidt flere lag. Palo Cortadoen er egentlig en Oloroso, som er gået skævt.

Pedro Ximenez (PX) er den helt søde sherry. Den smager fantastisk, og er en perfekt match til den søde dessert eller den søde tand. Selv nød jeg senest en PX til en sveskeis – virkelig en fantastisk kombination. Opskriften på sveskeis er lige her.

Når du har prøvet de forskellige typer, så kan du begynde at teste VOR og VORS. VOR betyder, at gennemsnitsalderen i flasken er på minimum 20 år og VORS kan trække 30 år ud af flasken. Her er der virkelig nogle spændende oplevelser foran dig!

Du finder bl.a. store udvalg af sherry på glas på tapasstederne Casa Morales og El Rinconcillo – og som ordsproget lyder ”Uden mad og drikke…” så vi skal naturligvis have set på, hvor og hvad vi skal spise til de mange forskellige typer af sherry. Det kommer i Del 2 af Sevilla-postkortet.

Stjerner over New York – Agern, Andanada og Gramercy Tavern

Vi havde fornøjelsen af at besøge New York for ikke så lang tid siden. Byen er fantastisk på mange måde, ikke mindst byens udbud af spisesteder gør det super sjovt, at være på besøg i Æblet. Her kommer lige et par hurtige does and donts, når du skal finde noget god mad i NY. Den bedste madoplevelse på turen stod danske Claus Meyer for. Vi indfandt os på Restaurant Agern på Central Terminal. Flotte lokaler, lækker mad og allerede ejer af en Michelin-stjerne. Betjeningen var ikke helt på toppen, men både mad og vin opvejede dette. Vi fik bl.a. en rødkålsret med kartofler; laks med rugbrød og peberrodscreme og en super sprød ”fiskefilet m. remoulade”. På Restaurant Agern går de imod de amerikanske traditioner, og skriver tydeligt at drikkepenge ikke modtages på menukortet. På sin vis ok, at de arbejder i den retning, men omvendt er det klart imod, hvad der er normen i det lokale samfund. Det er dog en tendens, som vi så på flere restauranter, men typisk dog mere afdæmpet og blot en besked om, at drikkepenge er inkluderet. På Agern frabeder de sig, at der betales lidt ekstra. Alt i alt er stjernen fuldt fortjent. Spændende vinkort, omgivelserne er i top og maden af høj kvalitet! Den næstbedste oplevelse var også på en Michelin-restaurant. Denne gang var det på Gramercy Tavern. Gramercy Tavern anbefales bredt af gastromedier i New York, så det var en middag, som var imødeset. Aftenen var også en rigtig fin oplevelse, uden dog at sparke benene helt væk under os. Vi valgte den vegetariske 7-retters menu med tilhørende vine. Der var afgjort nogle spændende retter imellem, men generelt var niveauet under, hvad vi fra Danmark er vant til, når der tales om vegetarretter. Men restauranten er super flot, maden er vellavet, betjeningen fin og gode vine i glasset. Det kan varmt anbefales, men kun hvis du springer vegetarmenuen over. På tipping-siden arbejder restauranten lidt med samme koncept som Agern, dog er det her dog blot en tilkendegivelse af, at drikkepenge er inkluderet i priserne, Den absolut dårligst oplevelse, som vi havde omkring mad i NY, var igen på en Michelin-restaurant. Denne gang var der tale om den spanske Andanada. En restaurant som har en stjerne, og som også bliver hypet flot i de lokale medier, men uha, her gik det galt. Møbler minder lidt om noget udendørs café-stil; noget af maden var ok, men der var mere end et par tapas, som var tæt på ikke at egne sig til servering. Jeg fik bl.a. et spejlæg omringet af svampe. Det lyder lækkert, men svampene var fra en dåse og det var ganske enkelt bare kikset. Friturestegte artiskokker, som var bløde og sejlede i olie.  Bravas som var bløde. Et vinkort, hvor vin i glas bl.a. byder på en god Rioja, som Netto sælger til 69 kr flasken. Det skal så siges, at det er en af mine ynglingsvine til under 100 kr, men jeg forventer nok lidt mere, når jeg besøger en Michelin-restaurant. Andanada burde ikke have en stjerne, faktisk burde Andanada måske ikke engang have åbent for offentligheden. Når du så ellers er i NY, så skal du naturligvis på en US Bar & Grill og have stor steak. Udvalget af restauranter er enormt i denne klasse, og vi gik ind flere steder fra gaden – og hver gang var vi glade. Du skal også forbi meatpacking distriktet, hvor du både kan finde store Biergartens, hippe restauranter og gode burgere. Vi fik vores burger på Bill’s Bar and Burger. Den holder! Vi startede iøvrigt en enkelt dag med brunch på Mandarin Oriental Hotel, hvor billedet i toppen stammer fra. Udsøgt udsigt og udsøgt brunch! Efter sådan en brunch, så slutter du dagen af med at spise tacos på et af de mange Mexicanske spisesteder, hvor autenticiteten er helt i top! Det er ikke svært at se, hvorfor der kommer så mange nye spisesteder i DK, hvor der arbejdes med mexicansk mad. Hvis du ikke kan vente med at besøge Agern, så prøv disse “fiskepinde”, som stammer fra en nytårsmenu på Gastroland. God tur!

Postkort fra Malaga – Sol, strand, tapas og masser af foie gras

Kæresten og jeg drog til Malaga, Spanien, på en forlænget weekend primo september. Valget faldt på Malaga, da vi jagtede en semi-storby, som både kan fremvise sol, strand og dejlig mad. De mere klassiske løsninger (hjemme hos os) på denne kombination er ellers Barcelona eller Nice, men denne gang blev Sydspanien valgt som destination.

Vores forventninger blev til fulde opfyldt; og vi tilbragte fem dejlige dage med stand, sol, by og masser af dejlig mad.

Vi startede med en frokost på Uvedouble Taberne. UT ligger på Cister Calle tæt på marinaen, og kan i den grad demonstrere en ny og opdateret version af tapas-universet. På UT oplevede vi for første gang, at der er foie gras på rigtig mange menukort i Malaga. Det hænger sammen med, at Malagas hovedbidrag til vinfolket er de søde vine, som bl.a. laves på Moscatel – den vin kalder på fedme, og det har de forstået i Malaga.

iberian-pork-uv_malaga foiegrass-uvedouble

Til den øvrige del af frokosten drak vi en El Paraguas, Atlantico, Ribeiro fra 2015 til  22 Euro. En ganske enkelt fantastisk sprød hvidvin, som gik rigtig godt til de øvrige retter. Desværre kan den ikke købes i DK.

malaga_svaerdfisk

Af andre tapas på UT blev vi blandt andet forkælet med sværdfisk cerviche; stegt Iberian gris med Padron peberfrugter, patatas brava og et par desserter med bl.a. cheesecake og jordbær.

Uvedouble er ganske enkelt et must, hvis du er i Malaga!

En anden lækker madoplevelse var vores frokost på et af spisestederne ved standen. Vi holdte til på stranden bag havnefronten (Malagueta), hvor restauranterne grillede fisk på spyd. Her nød vi en super simpel frokost med grillede sardiner og en grøn salat til (og en kold flaske husets hvidvin). Det skal ganske enkelt prøves!

strand-malaga sardiner_malaga

Malaga er ejer af en enkelt restaurant med en Michelinstjerne. Vores erfaring med stjerne i Spanien har været yderst positive (se postkortet fra Madrid her); hvorfor det naturligvis også skulle prøves i Malaga. Her hedder restauranten Jose Carlos Garcia. JCG ligger på havnefronten; og er uden tvivl en af de flotteste restauranter, som jeg har været på. Cementgulv, rustikke borde og en hel væg som alene består af grønne planter.

jcg2_malaga jcg_malaga

Pga. skaldyrsallergi hos kæresten kunne vi ikke springe på tastingmenuen, så vi valgte det, som JCG kalder for ”soft menuen”. Den står i 60 Euro og består af fire retter plus et par snacks. Hertil drak vi vin på glas. Maden var god, men ud af de fire retter var det kun to, som reelt løftede sig til Michelinniveau.

jcg_malaga-fisk

Udvalget af vin på glas var også meget begrænset. De har to røde og to hvide. Vi fik nogle fine vine, men det var ikke genialt. Regningen lød på 220 Euro – inkl. cava i starten og kaffe med chokolader til slut – det kan jo omvendt heller ikke kaldes for voldsomt, men reelt kunne de penge være givet bedre ud på f.eks. UV.

Derudover besøgte vi mange mindre tapassteder over dagene. Generelt var niveauet højt og konklusionen er, at Malagas tapassteder ganske enkelt har styr på det!

Vi fik på en enkelt restaurant kastet os over mere foie gras og vine fra Malaga. Det var på Cafe de L’abuel, hvor vi først fik en en foie gras ret med jordbærmarmelade og balsamico.

foie-med-gedeost_malaga foie-med-pommes_malaga

Det var lidt som en tidsmaskine at spise og se tallerkenen: firkantet og med balsamico rundt om siderne, men det smagte jo godt – selvom jordbærmarmeladen nok var til den meget søde side. Den næste ret blev baseret på en anbefalingen af tjeneren. Her er vi ude i det lidt mere vulgære: en stor portion hjemmelavet og grove pommes fritter som toppes op med stegt iberian gris, to store og tykke skiver foie gras og til sidst et spejlæg på toppen. Det smagte himmelsk J

En af de sidste dage fandt vi også det lokale marked. Det opfylder til fulde alle ønsker alle gastrofile m/k kan have med masser af frugt, kød, skalddyr og grøntsager i bunker i de tre torvehaller, som udgør Mercado Central de Atarazana.

mercadoii-malaga mercado_malaga

Hvis du kommer forbi Malaga, så er ovenstående steder absolut et besøg værd, men ellers prøv den hyggelige og travle Cortilja de Pepe (ved Plaza Merced) hvor de griller små pølser på en lille grill i baren og servere lækre fyldte peberfrugter; eller tag forbi den klassiske tapasrestaurant Taberne Del Siglo, hvor de har Juve Camps på glas; eller måske El Tres, som har helt styr på deres gazpacho – og i øvrigt ligger lige ved stranden på Plaza Malagueta. Omvendt er der ingen grund til at besøge El Pimpi, som du ellers støder på, når du læser om madsteder i Malaga – det er ganske enkelt for turistet.

Skulle du ikke have ferieplaner i den nærmeste fremtid, så finder du her et par gode og nemme opskrifter på lidt tapas: De spanske kødboller (Albondigas) samt tortilla og tomatbrød. Det er ikke helt som at være der selv – men tæt på…

tortillas2

Postkort fra Chiang Mai – Thailand

Sommerferien blev afhold i Thailand, hvor vi fandt tid til at besøge et par forskellige regioner i landet. Der hvor vi fandt den mest spændende og bedste mad, var i den nordlige del, da vi besøgte Chiang Mai. Men det var også der, at vi brugte mest tid på at opsøge anderledes og spændende steder, så det kan til dels forklare denne stærke præference, som blev oparbejdet for den nordlige regions gryder under vores rejse.

Vi var i Chiang Mai i fem dage, så der var god mulighed for at afprøve forskellige typer af spisesteder til både frokost og aften. Rejseholdet bestod af seks personer, hvorved testpanelet både havde den kræsne teenager, som gerne vil have ketchup til alt, og det mere eller mindre alt-spisende madøre med. Lige efter Chiang Mai satte vi os ned, og gav en karakter til alle stederne. Her forsøgte vi at arbejde med pris/kvalitet med 1 til 6 point per person per sted. Dog var der ingen steder, der fik 6 point. De fire bedste steder fik meget tilsvarende bedømmelser, men der var alligevel nogle forskelle. De to sidste pladser på en ”top 5” var der meget forskellige meninger omkring.

Kanjana  ligger et par gader inde fra en af de større hovedveje, men det kan klart anbefales at opsøge Kanjana. Du finder Kanjana på Ratchadomnoen Rd, soi 5. Maden er frisk, veltilsmagt og autentisk. For 100-120 bath per hovedret er dette absolut nogle rimelige priser. Vi endte med at give stedet 4,5 point i snit. Personligt min favorit på hele turen. Tom Yum med fiskestykker. Smagte fantastisk.

Kanjana To

På andenpladsen Khao Kha Moo Chang Phueak. En af de utallige mange udendørs madsteder, som der er i byen. Navnet indikerer retten, som serveres (Khao Kha Moo), og hvor du skal tage hen (Chang Phueak). Det betyder, at du her kan spise langtidsstegt gris (lidt som pulled pork bare med anderledes krydderier og tilbehør) ved Chang Phueak, som ligger ved den nordlige indgang til den gamle by. Stedet er berømt for pigens hovedbeklædning, idet denne tilbereder med en stor cowboyhat på hovedet. Så du kan ikke undgå at finde dette sted. I finder et bord bagved selve køkkenet, og kan derefter bestille enten en lille eller stor portion af retten.

cowboy2 cowboy

Tilbehør er lidt forskellige typer chili, rå hvidløg og ris. Din øl henter du selv i en kiosk i nærheden. Det her er i forhold til prisen en af de bedste, sjoveste og mest underholdende spiseoplevelser, som jeg har haft. Vi endte med at give oplevelsen 4,3 i snit.

På tredjepladsen kommer Lemongrass, som ligger ved aftenbazaren modsat den gamle bydel. Jeg spiste Tom Yum suppen både her og på Kanjana. Min favorit er klart Kanjana, men maden på Lemongrass var god. Dog lidt mere spredte meninger om stedet i gruppen – men endte dog på 4,2. Servicen var god og de kan håndtere ønsker om rene vegetariske retter og skalddyrsallergi uden problemer. Generelt var næsten alle restauranter gode til at forstå problematikken omkring skalddyrsallergi – hvilket ellers er lidt svært i et køkken som arbejder med østerssauce og rejepaste i stor stil som tilsmagningsingredienser.

På fjerdepladsen med et snit på 4 point finder vi SP Chicken. Som navnet indikerer har de specialiseret sig i kylling – her den nordiske thaispecialitet kai yang, som er grillet kylling. SP Chicken finder du på Samlan Rd, Soi 1, i den gamle bydel. Tilbehøret er fiskesauce rørt op med med grøntsager (chili og citrongræs) og sticky rice. Her er pris/kvalitet helt i højsæde; og forvent, at du skal betale blot ca. 20-30 dkr per person.  En virkelig god oplevelse!

SP SP2

På femtepladsen finder vi et lidt spøjst spisested. Det minder mest af alt om en kantine, men på Khao Soi Islam, som du finder på Charoenprathet rd, Soi 1, serverer de den klassiske og berømte Chiang Mai suppe: Khao Soi med nudler. Her fik vi den ubetinget billigste frokost på hele turen. Tror ikke, at vi kom af med meget over 80-100 dkr for seks personer. Stedet endte med at få 3,3 – mest fordi suppen var halvkold. Derudover vil jeg anbefale at prøve det om aftenen. Der var lidt tomt, da vi var på besøg – men en god smagsoplevelse.

suppekøkken

Uden for top 5 endte Top Tem Toh. Stedet var det eneste sted som fik tildelt et 1-tal (den ketchup-spisende-teenager), og generelt var undertegnede den eneste, som syntes at stedet var godt. Maden er stærk, og det blev ikke modtaget lige positivt hele vejen rundt om bordet. På Top Tem Toh, som ligger på på Nimmanhermin Rd, soi 13, finder du helt traditionelt nordisk thaimad. Det betyder også, at du ikke finder ret meget på menukortet, som du kender fra ”vores thaikøkken”. Maden er meget med karrysaucer, robust, relativ fed/olieret og stærk. Restauranten er en opgraderet version af et gadekøkken, smart og hyggeligt – men tag kun derhen, hvis du kan lide din mad stærk; og hvis du kan, så skal du bestille Nam Prik og Prik Noon som tilbehør. Selv gav jeg stedet 4 point – men som sagt delte oplevelsen os i to grupper.

toh tem toh tem prik noon

Det asiatiske køkken har historisk ikke fyldt meget hjemme i mit køkken – men der er ingen tvivl om, at jeg skal have arbejdet meget mere med det i fremtiden. Specielt blev jeg uhyggelig glad for suppen Tom Yum, men hvis du skal prøve noget thaiinspireret nu og her, så prøv denne forårsrulle, hvor opskriften kommer fra en thai – som absolut ved, hvordan wok’en skal svinges.

TIPS om Barolo-land – Verduno: Lige i øjet. Afsnit 2: RESTAURANTERNE – og en opskrift på italiensk surf n turf

Som tidligere skrevet var vi et par dage i Verduno, Piemonte denne sommer. Byen/kommunen Verduno er ikke en af de store Barolo-kommuner; byen er ret lille – men meget charmerende med små gader, kirke & slot på toppen af bjerget (midt i byen), mange små vinproducenter og et par gode spisesteder i byen.

Vi boede i Rivalta, som ligger kun 1 km fra selve Verduno. Det betød også, at vi med fordel kunne gå til Verduno, når der skulle spises aftensmad. En god løsning, når man befinder sig i Barolo-land, hvis fokus ikke bare skal være på, hvem der tager rettet hjem. Dette betød også i sagens natur, at antallet af spisesteder til aftensmaden blev reduceret lidt kraftigt. Vi lokaliserede vel reelt fire spisesteder i Verduno; men jeg tror, at der måske er fem eller seks reelle spisesteder i byen.

Lad mig starte med turens absolut største overraskelse på madfronten: Il Falstaff. Vi var på restauranten den første aften, og det var egentlig med en stor portion skepsis, at vi gik derind (men det var blevet sent, og vi kunne ikke finde andet). Vores frygt blev dog gjort til så stor skamme, at aftenen endte med, at vi bestilte bord til vores sidste aften i Verduno. Vi blev hjertelig modtaget af en super serviceminded tjener (Maurizio), som overbevidste os om, at de nok skulle servere dagens menu for os, uden at vi skulle involveres for meget. Det gik vi med til, bestilte en god flaske Barolo fra Allessandria (Verduno) og gik i gang med et festfyrværkeri af mad. Vi fik bl.a. syltet sardin med grønt, udbenet vagtel med sprød kartoffel, tajarin (lokal pasta) med masser af sommertrøffel, ravioli med salvie og frisk sorbet med bær.

pasta med trøffelanti med sardin il falstaff

Kokken (og ejer), Franco, var flere gange ude ved vores bord. Dels for at høre om, hvad vi syntes om maden; men egentlig også for at høre mere om, hvad vi gerne ville spise som næste ret. Vi endte med at betale omkring 150 euro for hele aftenen.

Da vi besøgte Il Falstaff på vores sidste aften havde kokken, Franco, lavet om på aftenens menu. Vi blev begravet i nye lækre antipasti, kød, vin og dessert. Denne aften stod menuen bl.a. på kanin, oksekinder i Barolo, fyldte raviolier med svampe og pana cotta. Vi fik en flaske Barolo fra Burlotto, som måske er Verdunos største og mest anerkendte vinproducent. I øvrigt en virkelig lækker flaske vin!

kanin il falstaffil fallstaff desssert

Et andet spisested i Verduno er Ca del Re. Dette er egentlig en agritorismo, som også har egen vinproduktion uden for byområdet. Her endte vi igen lidt ved et tilfælde. Maden var simpel, men yderst velsmagende.  Maden indtages ude på en stor og hyggelig terrasse, men det er også muligt at komme inden døre. Da ”mama” hørte, at vi skulle gå hjem (lidt over 1 km) tilbød hun at få “papa”til at køre os hjem. Det afslog vi dog pænt. Men hele attituden afspejler stedet med varm stemning, god mad og en dejlig vin.

I Verduno fik vi også spist på Trattoria Dei Bercau. Generelt et velbesøgt og anbefalet sted – men det faldt bare helt igennem. Service var mildest talt elendig. Maden var generelt ikke god; med undtagelse af et par enkelte serveringer, som var ok. Men generelt: bliv væk.

Vi prøvede også et par andre steder i området – eneste sted som virkelig stod ud var Enoteca EnoClub i Alba. Her spiste vi en super lækker frokost på deres enoteca.

eno salateno vitello

Hovedrestauranten skulle efter sigende være fantastisk, men deres enoteca var nu også en meget god oplevelse – og sammen med Il Falstaff i top 2 af madbesøg på vores tur. Fik en tonello vitello som fik englene til at synge. Opskriften finder du lige her

Mange gode madoplevelser i Verduno og område; og er sikker på vi bl.a. skal have genbesøgt Il Falstaff, når vi engang på disse kanter igen.

Har du nogle gode madoplevelser fra Piemonte-området?

Postkort fra Nice: Vine fra Provence, muslinger, østers og de gamle gader

Jeg kan aldrig helt blive enig med mig selv om, hvor maden er bedst. Men reelt er der i min verden nok kun to alternativer: Italien eller Frankrig. Mit valg (har jeg lagt mærke til) er typisk tæt korreleret til, hvor jeg har været sidst. Lidt vægelsindet skal jeg jo have lov til at være!

For et par uger siden var jeg i en af mine ynglingsbyer: Nice. Kan huske bilferier med mor, far og lillesøster for snart 30 år siden, hvor vi drog mod Sydfrankrig, men har heldigvis også været der flere gange siden. Det er ganske enkelt som at komme i himmelen med det køkken og den præcision, som maden altid eksekveres med på selv den mindste bistro i Paris, Nice eller hvor du nu lige lander i det franske.

Denne gang kun et par dage – men der var heldigvis nok tid til at spise muslinger, tatar, foi grass, søtunge og østers – dertil diverse vine fra Provence og en enkelt flaske super Sauternes til vores foie gras terrine, som vi fik på restaurant Plage Keller i Antibes.

Jeg nåede ikke confit canard og absolut heller ikke nok oste – men ellers fik jeg de fleste “must eats” – som er i det franske køkken – med denne gang.

Glæder mig allerede til næste gang turen går til Frankrig..og Italien og så måske Spanien 🙂

plage keller nice speedbåd nice østers nice tatar Nice