Forside / Opskrifter / Æbleskiver med Rillettes – hjemmelavet til julefrokosten
Æbleskiver med Rillettes – hjemmelavet til julefrokosten

Det drikker du til
Sådan gør du
Det er lidt tricky at få flotte æbleskiver. Det kræver koncentration og ro på nerverne, så start med at skænke dig selv et lille glas hvidvin eller Amontillado sherry.
- De tørre ingredienser skal blandes sammen. Hæld det hele igennem en si, så klumperne forsvinder.
- Pisk æggeblommerne sammen og rør det i skålen med de tørre ingredienser sammen med citronskal, kærnemælk og pilsneren. Bland det hele godt og pisk, indtil alle klumper er rørt ud. Lad dejen hvile.
- Rul kugler af rilletten. Du skal lave ca. 15-20 stykker. Rul dem i hånden og husk, at de skal kunne være inden i æbleskiven, så de må hverken må være for store, for så kan de ikke være der, men heller ikke for små, for så kan du ikke smage dem!
- Derefter pisker du æggehviden sammen. Når æggehviderne er pisket stive, og dejen har hvilet i 20-30 minutter, blander du forsigtigt æggehviden i æbleskivedejen.
Nu skal vi til at lave flotte æbleskiver, og her er der faktisk et hemmeligt trick: Brug en sprøjtepose til at fylde mere dej i æbleskiverne under stegningen. Men lad os tage den fra begyndelsen, så det er klart, hvad du egentlig skal gøre:
- Varm æbleskivejernet op og smelt smørret i hullerne.
- Fyld hullerne op til 2/3 af randen med æbleskivedej.
- I midten af æbleskiven placeres en kugle rillettes
- Vend æbleskiven 90 grader meden kødnål, OG så hælder/sprøjter du lidt mere dej ned i æbleskiven. Her bruges sprøjteposen, hvis du har en – og ellers en lille frostpose, hvor du har klippet et lille hul i det ene hjørne
- Når skorpen er ved at være sprød, så vender du den igen 90 grader, og gentager punkt 4. Når der er skorpe, så vender du æbleskiven en sidste gang.
Ved at følge denne opskrift får du flotte æbleskiver, men det er lidt svært, så pas på med hvor mange du laver på en gang.
Noter om maden
Æbleskive med rillettes serveres med eddikepulver og brudt rødbedegelé eller chilisovs. Det ligner absolut en “rigtig” juleæbleskive, når den serveres på den måde, hvor eddikepulveret ligner flormelis. Men pas på med pulveret – det er jo eddike.
Hvad drikker man til?
En Amontillado sherry vil faktisk være ret fræk, men en kold IPA kan også bruges. Du kan også bevæge dig ud i hvidvine, hvor der godt må være lidt afsluttende fedme i flasken og masser af syre.
Det skal du bruge:
Svinerillettes ca. 150-200 gram
500 gram hvedemel
1 knivspids salt
1 knivspids bagepulver
2 knivspids natron
Fint revet skræl af en 1 økologisk citron
3-4 æg alt efter størrelse
2 dl kærnemælk
2 dl pilsner
2 spsk. olivenolie
Smør til stegning
Eddikepulver
Rødbede gele eller chilisovs

Det skal du bruge:
Svinerillettes ca. 150-200 gram
500 gram hvedemel
1 knivspids salt
1 knivspids bagepulver
2 knivspids natron
Fint revet skræl af en 1 økologisk citron
3-4 æg alt efter størrelse
2 dl kærnemælk
2 dl pilsner
2 spsk. olivenolie
Smør til stegning
Eddikepulver
Rødbede gele eller chilisovs