TIPS om Barolo-land – Verduno: Lige i øjet. Afsnit 2: RESTAURANTERNE – og en opskrift på italiensk surf n turf

Som tidligere skrevet var vi et par dage i Verduno, Piemonte denne sommer. Byen/kommunen Verduno er ikke en af de store Barolo-kommuner; byen er ret lille – men meget charmerende med små gader, kirke & slot på toppen af bjerget (midt i byen), mange små vinproducenter og et par gode spisesteder i byen.

Vi boede i Rivalta, som ligger kun 1 km fra selve Verduno. Det betød også, at vi med fordel kunne gå til Verduno, når der skulle spises aftensmad. En god løsning, når man befinder sig i Barolo-land, hvis fokus ikke bare skal være på, hvem der tager rettet hjem. Dette betød også i sagens natur, at antallet af spisesteder til aftensmaden blev reduceret lidt kraftigt. Vi lokaliserede vel reelt fire spisesteder i Verduno; men jeg tror, at der måske er fem eller seks reelle spisesteder i byen.

Lad mig starte med turens absolut største overraskelse på madfronten: Il Falstaff. Vi var på restauranten den første aften, og det var egentlig med en stor portion skepsis, at vi gik derind (men det var blevet sent, og vi kunne ikke finde andet). Vores frygt blev dog gjort til så stor skamme, at aftenen endte med, at vi bestilte bord til vores sidste aften i Verduno. Vi blev hjertelig modtaget af en super serviceminded tjener (Maurizio), som overbevidste os om, at de nok skulle servere dagens menu for os, uden at vi skulle involveres for meget. Det gik vi med til, bestilte en god flaske Barolo fra Allessandria (Verduno) og gik i gang med et festfyrværkeri af mad. Vi fik bl.a. syltet sardin med grønt, udbenet vagtel med sprød kartoffel, tajarin (lokal pasta) med masser af sommertrøffel, ravioli med salvie og frisk sorbet med bær.

pasta med trøffelanti med sardin il falstaff

Kokken (og ejer), Franco, var flere gange ude ved vores bord. Dels for at høre om, hvad vi syntes om maden; men egentlig også for at høre mere om, hvad vi gerne ville spise som næste ret. Vi endte med at betale omkring 150 euro for hele aftenen.

Da vi besøgte Il Falstaff på vores sidste aften havde kokken, Franco, lavet om på aftenens menu. Vi blev begravet i nye lækre antipasti, kød, vin og dessert. Denne aften stod menuen bl.a. på kanin, oksekinder i Barolo, fyldte raviolier med svampe og pana cotta. Vi fik en flaske Barolo fra Burlotto, som måske er Verdunos største og mest anerkendte vinproducent. I øvrigt en virkelig lækker flaske vin!

kanin il falstaffil fallstaff desssert

Et andet spisested i Verduno er Ca del Re. Dette er egentlig en agritorismo, som også har egen vinproduktion uden for byområdet. Her endte vi igen lidt ved et tilfælde. Maden var simpel, men yderst velsmagende.  Maden indtages ude på en stor og hyggelig terrasse, men det er også muligt at komme inden døre. Da ”mama” hørte, at vi skulle gå hjem (lidt over 1 km) tilbød hun at få “papa”til at køre os hjem. Det afslog vi dog pænt. Men hele attituden afspejler stedet med varm stemning, god mad og en dejlig vin.

I Verduno fik vi også spist på Trattoria Dei Bercau. Generelt et velbesøgt og anbefalet sted – men det faldt bare helt igennem. Service var mildest talt elendig. Maden var generelt ikke god; med undtagelse af et par enkelte serveringer, som var ok. Men generelt: bliv væk.

Vi prøvede også et par andre steder i området – eneste sted som virkelig stod ud var Enoteca EnoClub i Alba. Her spiste vi en super lækker frokost på deres enoteca.

eno salateno vitello

Hovedrestauranten skulle efter sigende være fantastisk, men deres enoteca var nu også en meget god oplevelse – og sammen med Il Falstaff i top 2 af madbesøg på vores tur. Fik en tonello vitello som fik englene til at synge. Opskriften finder du lige her

Mange gode madoplevelser i Verduno og område; og er sikker på vi bl.a. skal have genbesøgt Il Falstaff, når vi engang på disse kanter igen.

Har du nogle gode madoplevelser fra Piemonte-området?

Når grillen nu alligevel er tændt: abrikoser marineret i cognac på grillen og en Barolo fra Perno 2005.

Forleden var der store bøffer på grillen. Reelt er det lidt spild af kul at tænde op for at have et par bøffer på i under 5 minutter – men det smager jo altså blot bare lidt bedre, når bøfferne har været på den varme grill.

Vi udvidede scope en smule, og fik også smidt et halvt hjertesalat på den varme grill. Overhældt med lidt olie, honning, salt og peber. Det smager nu engang blot lækkert med den varme salat.

Sidste år var vi et smut i Barolo-land. Boede i Monforte ved Perno på et B&B ved navn Bianconiglio, hvor G. Pira også producerer vin. Dog ikke at forveksle med L. Pira fra Serranlunga – men der er familiære bånd i mellem de to producenter.

pira

Pira, Perno, er mere traditionelle end mange andre Barolo’er fra området og ufiltreret. Absolut en ganske lækker Barolo med god struktur. Vi drak en 2005 til bøfferne– og den har nok toppet (denne flaske havde), men var stadigvæk en god oplevelse.

Til bøffen fik vi også en kartoffel-løg-ost variant, som absolut går godt til bøffen.

kartofler løg

Vi sluttede af med et par abrikoser på grillen sammen med lidt vaniljeis. En ganske lækker middag her i sommervarmen.

Nytårsmenu 2013

Nytårsmenuen er jo afgjort en af de sjoveste og mest udfordrende menuer, som jeg støder på i løbet af året. Tidligere år har menuen blandt andet stået på helt klassisk vildt (dyreryg) med tilbehør og Thomas Hermans omvendte tournados (kalvemørbrad i en soufflefars af kylling og foie gras med toastbrød uden om).

2013-menuen var fordelt mellem vennerne – og Gastroland stod for hovedretten. I år var inspirationen blandt andet fundet i Pasfall’s nye kogebog, som blev en forsinket julegave til mig selv mellem jul og nytår 🙂 Men at kun skulle lave en ret i løbet af en lang 31-december blev dog heldigvis ændret. Dette gjorde det også nemmere med valget af hovedingrediensen til selve hovedretten, da valget mellem vildt og oksemørbrad virkelig var problematisk dette år. Dermed blev “Den samlede hovedretsmenu”:

Den lille hovedret:

Hjemmelavet ravioli m. fasan, vilde svampe, kastanjer og fløde.

Vin: Luigi Einaudi, Barolo, Cannubi, 2006

Den store hovedret:

Paneret oksemørbrad i mørbradsoufflefars tilberedt i vandbad med løg, svampe, pancetta og kartofler

Vin: Guigal, Chateanuneuf du pape, 2006

Dagen startede klokken 7.30, da oksestegeben til fond’en blev smidt i ovnen. 8-10 timer senere var mere end 8 liter reduceret til mellem 0,5-1 liter fond.

Det generelle niveau var højt denne aften og den samlede menu stod på:

  • Forskellige hapsere med sortfodsskinke, foie grass og løjrom til Dronningens nytårstale, hvortil en magnumflaske champagne med 24 karats guldflager blev nydt (flasken blev brugt til raketter kl. 24, så producentens navn kan desværre ikke frembringes, men en sjov feature).
  • Forretten bestod af  hvide asparges, æg, rød grape og en smør blanqutte, hvortil en lækker Le Petit Cheminaf Benoit Courault, 2012, blev drukket.
  • 1. hovedret: fasan, fløde, kastanjer og svampe i ravioli. Vin: Barolo 2006
  • 2. hovedret: oksemørbrad, løg, pancetta, kartoffler og sauce. Vin: Guigal 2006
  • Desserten var en flot islagkage med nødder og marengs.
  • Afslutningsvis hjemmelavet kransekage med et tvist af lakrids i.

Godt nytår!