Sylter rigtige mænd? Det ultimative spørgsmål som givetvis er på højde med spørgsmål som ”hvorfor er vi her”? og ”jomfrufødsler – et mirakel, held eller bluf”?
Desværre må jeg skuffe jer – gastroland.dk er ikke en livsstilsblog eller en tænketank, så ingen af de tre ovenstående spørgsmål har jeg et svar på.
Det eneste jeg ved, er at syltning, marmelader og andre hjemmelavede konserves er sjove at lave og fantastisk at have stående året igennem. Typisk har vi ketchup, marmelader, æblemost, chilisaucer, grønne tomater, chutney, pickles, rodfrugter mm stående i syltetøjsglas og flasker rundt omkring i de mørke afkroge af spisekammeret. Og de bruges flittigt til at give aftensmaden eller det kolde bord et ekstra lag af smag i løbet af året.
Da mit faste ”sylte-sidekick” ringede og luftede hans nød over de manglende pickles i skabene og dermed ingen mulighed for at lave en hjemmelavet remoulade, vidste jeg godt, at der ingen vej var tilbage – og vi fik planlagt en hverdagsaften, hvor vi skulle i arbejdstøjet.
På et par timer en sen onsdag aften var det tidligere aftalt, at vi kunne få tre ting igennem maskineriet: Pickles, shawarma-pusher chili og agurkesalat.
Sidekicket tog hurtigt over på den vigtige ingrediens til remouladen: pickles. Og efter lidt dialog om vores sidste forsøg, et par tjek på diverse hjemmeside, hvor bl.a. Meyers fungerede som inspiration, endte opskriften nogenlunde med at se sådan her ud:
1 blomkålshoved
500 gram gulerødder
2 glas perleløg (ja, her snydes lidt)
½-1 fennikel – alt efter hvor stor den er
200 gram grønne bønner
1 stor rød peber
1 stort løg
1 lille squash
9 dl lagereddike
1 dl æbleeddike
900 gram rørsukker
1 spsk. karry
1 spsk. gurkemeje
2 spsk. sennepskorn
10 sorte peberkorn
Maizenamel til jævning
Først skal det hele skæres ud i mundrette stykker. Dernæst skal glassene (og låg samt redskaber) skoldes. Slut af med at skylle glassene med Atamon. Så holder det hele bare lidt længere.
Varm olien i den største gryde som du har og tilsæt krydderier. Efter et minut kommes grøntsagerne i, og efter to minutter mere hældes eddike og sukker i.
Når lagen koger tages alle grøntsager op. Her fulgte vi et godt tip fra Meyers opskrift: komme grøntsagerne i koldt vand for at stoppe kogningen, på den måde er biddet i grøntsagerne der stadigvæk!
Du laver en jævning af maizena og vand, hvorefter du koger lagen op med jævningen. Fordel i glas sammen med de nedkølede grøntsager. Et uåbnet glas kan holde sig i lang tid, hvis det står mørkt og lidt koldt.
Da grundstammen til sommerfrokosternes remoulade var på plads flyttede vi fokus hen på chilien – her endte vi med at gå med gastolands husopskrift – dog med lidt mere cayennepeber end i den oprindelige opskrift – det strammer den lidt op!
Til sidst stod den på agurkesalat. Du finder opskriften her – men en del af tilberedningen stod på at salte agurken først, det trækker væde godt ud af agurken – og jeg syntes også det er med at fremhæve de grønne farver, men om det hænger sammen med altningsprocessen ved jeg faktisk ikke.
En hyggelig og afstressende aften resulterede i masser af pickles, en del chili og et par glas agurkesalt – ikke et ringe udbytte som selv en remouladekonge ville finde acceptabelt!
Men sylter rigtige mænd – spørgsmålet står stadigvæk uafklaret!
Du har ikke lagt noget i kurven endnu.