Sådan gør du:
Tag de rengjorte persillerødder og pak dem ind i stanniol. Placeres i en ovn ved ca. 150-160 grader i 1-2 timer. Tjek ved at presse en kødnål ind i persilleroden en gang imellem. Nålen må ikke give efter, da persilleroden skal være helt bagt.
Imens persilleroden bages i ovnen laver du din rygeostcreme. Blend/pisk rygeosten med fløden, cremefraichen og lidt af citronsaften. Start med 1/2 dl af fløden. Smag til med salt og peber og lidt citron skal og citronsaft. Tilsæt mere fløde, hvis konsistensen er for hård, omvendt brug lidt mere cremefraiche, hvis den er for tynd. Cremen skal nu i en sprøjtepose og på køl.
Når dine persillerødder er helt bagte, skæres de over på langs, og med en teske scooper du persillerodskødet ud.
Put persillerodskødet i en lille gryde med lidt fløde, resten af skallen fra din halve citron (dvs. revet skal af ca. ¼ citron), lidt salt, peber og evt. 1 spiseskefuld smør. Varm op imens du med en håndblender får blendet din pure blød som en barnenumse. Brug lidt mere fløde, hvis den ikke vil tager form.
Nu skal persillerodsskallerne i den varme olie. Varm den op til 150-170 grader, og drop de halve skaller ned i den varme olie. Pas på de ikke får for meget. Du kan evt. med en lille pincet sørge for, at de ikke samler sig om sig selv. Lad dem dryppe af på fedtsugende papir.
Den ene skal af persilleroden fylder du med den rensede stenbiderrogn. Den anden persillerodsskal fylder du med persillerodscremen. Sprøjt det forsigtigt ind.
Lav nogle små dutter med rygeostcremen. Fordel karse, purløg og tynde skiver af rødløg over de forskellige elementer.
Du kan bytte om på cremerne så ostecremen er i persillerodsskallen og persillerodscremen er på tallerkenen. Du kan også bruge andre former for rodfrugt – f.eks. jordskok.
Et glas Atlantico ville passe virkelig godt til netop denne forret.

Det skal du bruge: (forret til 2 personer)
100 gram renset stenbiderrogn. Lidt mindre end 50 gram per person kan godt gøre det, meeen det smager jo altså fantastisk
7-8 persillerødder som er helt rene og skrubbet fri for jord
¼ rygeost lavet på sødmælk uden kommen
2 dl fløde
2-3 spiseskefulde cremefraiche (18 pct.)
Saft og skal af ½ citron
Lidt karse, purløg og rødløg i tynde skiver
Olie til frituregryden

Du har ikke tilføjet noget til kurven.