Arribes-Arribas: et terroir, en flod og en appellation - men to lande

Der findes mange vinregioner, hvor grænserne er trukket politisk snarere end historisk eller stilistisk. Et af de tydeligste eksempler finder vi dér, hvor det nordøstlige Portugal møder det nordvestlige Spanien: Arribes / Arribas.

Når du taler med vinbønderne i området, så mener flere af dem, at Arribes og Arribas bør betragtes som langt mere end administrative fodnoter langs Duero-flodens forgreninger. I praksis, historisk og i glasset udgør området nemlig en sammenhængende vinregion med egen struktur, historie og et fælles terroir. Det betyder, at området råder over sit eget druesæt og en distinkt stilistisk retning, særligt tydelig hos den nye generation af producenter, der tager udgangspunkt i, hvordan vinen blev lavet i gamle dage. Hos os er Det El Hato y el Garabato og Arribas Wine Company – dem vender vi senere tilbage til.

Opdelingen mellem Spanien og Portugal er her udelukkende et politisk vilkår – ikke et terroirmæssigtvalg. Ser man på landskabet, jordbunden, markstrukturen, de lokale druer og den historiske brug af vinmarkerne og tilgang i kælderen, giver det langt mere mening at forstå Arribes/Arribas som én samlet region i geografisk og kulturel forstand end som to perifere og relativt ukendte DO’er i hvert sit nationale system (DOC i Portugal).

Floden, højderne og markerne

Udgangspunktet er Duero-floden – eller Douro, når vi krydser grænsen til Portugal. Ikke den Duero, som forbindes med Ribera del Duero eller portvine på den portugisiske side, men flodens sidste og mest dramatiske strækning på den spansk side. Her skærer floden sig dybt ned i et landskab af granit og skifer og danner en ujævn, vild kløftzone langs grænsen mellem de to lande. Det er her, Arribes (spansk) og Arribas (portugisisk) opstår: to navne for det samme landskab.

Floden fungerer både som rygrad og grænse, men dens primære rolle er samlende. Sammen med højderne, eksponeringerne og jordarterne skaber den et komplekst net af mikroklimaer i et grænseløst, dramatisk og ekstremt smukt landskab. Det spanske Arribes strækker sig over 60km, men antallet af marker med druer er lavt. De ligger typisk i 600–900 meters højde, ofte i små, isolerede parceller på stejle skråninger eller plateauer, der brat falder mod floden. Infrastruktur og sammenhængende markflader er stort set fraværende; variationen er til gengæld enorm; og du finder de små stenbyginger, der i gamle dage blev brugt til at opbevare værktøj og nødvendigheder tæt på markerne over det hele.

Der findes ikke én entydig “husstil” i Arribes, men snarere en familie af udtryk med en fælles kerne: lav til moderat alkohol, høj naturlig syre, bitter-frisk frugt og en tydelig fornemmelse af sted frem for teknik. Især de hvide vine udmærker sig ved klar mineralitet og spændstighed. Både Arribes Wine Company og El Hato y el Garabato minder på den måde den samme stil, men bare med forskellige udtryk og filosofier.

Området er ikke vokset frem gennem modernisering og efterspørgsel, men gennem overlevelse, nød og i nyere tid nysgerrighed. I generationer har affolkning og marginalisering præget regionen. Vinmarkerne blev ikke omlagt i stor skala, som man så i Ribera del Duero eller det klassisk Douro. I stedet blev mange parceller forladt eller videreført i lille skala til lokalt forbrug, og på trods af de mange forladte vinmarker, så er mere end 50% af vinmarkerne i dag fra 1956 eller før, og typisk er der mellem 2000 og 3000 vinstokke per hektar i Arribes, og ligger dermed meget lavt på gennemsnittet. Sammenligner du med espalier-regioner som f.eks. Bourgogne, så har de nemt 4 gange så stokke per hektar.

Arribes fungerer i dag som et reservoir af gamle stokke, traditionelle opbindingsformer (vaso) og field blends, som andre regioner for længst har mistet. Det “nye” Arribes er i virkeligheden en genlæsning af noget meget gammelt. Mange vinmarker genopstår nu, ofte gennem unge ønologer med begrænsede midler, som har været tvunget til at søge potentiale uden for dyre regioner som Priorat eller Ribera del Duero.

Dyrkningsformen er central for forståelsen af Arribes som appellation. Buskvine, tørdyrkning og ekstremt små parceller er normen. Field blends er ikke et stilvalg, men en grundstruktur: røde og hvide druer står ofte blandet i samme mark for at sikre stabilitet i et barskt klima. Druerne modner forskelligt, reagerer forskelligt på varme og tørke og bidrager hver især med aromatik, struktur og syre. Vinene bliver vitterligt lavet i marken!

Når disse druer vinificeres sammen, ofte som helklaser og uden aggressiv ekstraktion, opstår vine med kompleksitet, lav alkohol og en naturlig balance mellem frugt, bitterhed, syre og bid.

Druerne og vinen

Druerne er også et stærkt argument for at betragte Arribes som en selvstændig appellation. På den røde side er juan garcia rygraden, især omkring Fermoselle og videre mod Salamanca. Det er en tidligt modnende drue, som sjældent løber løbsk i sukker, men bevarer friskhed og syre – selv i varme år. Den giver vine med lys til medium farve, rød frugt, urtepræg og en karakteristisk bitter afslutning. Det er ikke en powerdrue, men en præcisionsdrue, fundamentalt forskellig fra tempranillo-logikken længere oppe ad floden.

Omkring juan garcia findes et helt spektrum af lokale sorter: bruñal, rufete, mandón, tinta jeromo, gajo arroba og bastardillo/bastardo. Sammen bidrager de med struktur, krydderi og tekstur snarere end tyngde.  Nedenfor vinmarker på den portugiskse side, og du kan lige fornemme kløften og fladet ned til floden.

På den hvide side er doña blanca central for det ranke, salte udtryk, mens puesta en cruz (rabigato på portugisisk side) markerer sig som en af områdets mest spændende strukturdruer med høj syre og fast mundfølelse. I Portugal møder man desuden ofte malvasia og bastardo branco.

Arribes er fortsat en appellation i bevægelse. Mange druer er først for nylig genindført eller genopdaget, og regelsættet halter ofte efter virkeligheden i marken. Til gengæld drives udviklingen af seriøse små producenter med kompromisløst markarbejde og lav-intervention-vinifikation. Appellationen formes nedefra, og flere vine bærer slet ikke DO(C) på etiketten.

Når man bevæger sig rundt i Arribes-landskabet, bliver de lokale forskelle tydelige. Omkring Fermoselle dominerer juan garcia – ofte med åbne, aromatiske vine. Jo tættere vi kommer på Salamanca overtager rufete, hvor der kan komme masser af frugt og syre, og de beskyttede lommer tæt på floden kan give en anelse mere fylde uden at miste friskhed – gældende for alle druerne.Nnedenfor fælles billede fra et af de mange besøg hos El Hato.

På den portugisiske side fortsætter den samme logik. Vi er formelt i Trás-os-Montes, men reelt i samme kløftlandskab med samme terrasser, markfragmentering og field blends. Forskellene handler sjældent om national stil, men om mikrovalg i vinifikationen.

Set samlet er Arribes/Arribas ikke blot et grænseområde, men et selvstændigt kapitel i Duero-fortællingen. Hvor Ribera del Duero er fylde og power (vi ser dog nye grene, der i stor stil arbejder anderledes), så er Arribes præget af præcision, lav alkohol og terroir-fokus. Ikke som trend, men som historisk realitet. En appellation skabt af floden og højderne, og genoplivet af en ny generation af vinbønder.

Fakta

Arribes DO er en selvstændig DO i Spanien. Oprettet i 2007 og derfor et af de yngre. Da de blev optaget i måtte de afgive ”del Duero” – det navn tilhører et langt større og mere magtfuldt DO længere oppe ad floden. Consejo Regulador for Arribes har i dag dansk præsident, Thye Benned, der ejer den lille bodega, Frontio. Liliana Perez fra El Hato er vice-præsident og der er blot 21 bodegaer under DO Arribes i dag. På billedet José fra El Hato og danske Thyge fra Frontoio, der begge kæmper en kamp for at fremme det glemte og oversete skatkammer.

Får du muligheden, så kan en rejse til området på det varmeste anbefales!