Stjerner over Madrid

For cirka to år siden besluttede vi os for at besøge Madrid. Det viste sig at være en super god beslutning, da byen – hvis vi lige ser bort fra havet & stranden – har alt hvad Barcelona kan byde på, og så lige den der ekstra storbys dimension med enorme pladser,  boulevarder kombineret med et kongeligt touch.

Ud over at byen er nem at færdes i, har mange gode restauranter, tapassteder og vinoteker, så ligger den også inde med et pænt antal stjerner. Valget faldet for to år siden på Diverxo, som dengang var den lykkelige ejer af en stjerne.

Besøget på Diverxo viste sig at være intet mindre end sublimt. Maden er generelt fusionsbaseret med et asiatisk touch – og kreativiteten var helt i top, da vi besøgte restauranten. Der var blodpølse og svineøre på menuen, og hele tiden var serveringerne bare lidt anderledes. Da vi var færdige med menuen og prøvede at komme hjem til hotellet igen (dengang lå Diverxo gemt et godt stykke fra centrum), blev vi enige om, at denne madoplevelse var blandt de bedste, vi nogensinde havde prøvet. Og sådan husker jeg iøvrigt stadigvæk oplevelsen.

Da vi i år besluttede at genbesøge Madrid, var det derfor oplagt at genbesøge Diverxo. Desværre for os (men godt for Diverxo), viste det sig, at de sidste år var gået fra en til tre Michelinstjerner og efterfølgende havde besluttet at skifte adresse, og fremover skal huses i et stort og eksklusivt hotel i midten af Madrid. Desværre var de netop ved at flytte i den periode, hvor vi var i Madrid. Ergo, skulle vi finde andre stjerner at se på. Det kommer vi tilbage til.

De tre dage blev planlagt, så vi startede med et besøg på en Bib Gourmand. Valget var faldet på Las Tortillas de Gabino. Besøget endte med at være en blandet fornøjelse, med et par rigtig gode højdepunkter, men desværre også en knap så spændende hovedret og lidt kedelig dessert.

Konceptet på Las Tortillas er lidt samme stil, som vi kender fra mange nyere restauranter i det københavnske: mindre retter og/eller som kan deles. Da vi spurgte om, de reelt var en opdateret tapasbar, blev dette dog benægtet.
Vi startede med en klassisk tortillas, som blev serveret med løbende æggemasse. Det var en lækker begyndelse, og forventningerne steg kraftigt. Anden servering var stegt tun i en sauce med gulpeber. Meget rustikt og meget lækkert.

Men herfra gik det desværre lidt ned ad bakke. Vores ellers venlige tjener havde anbefalet dagens hovedret: rå tun med piementos, så denne anbefaling fulgte vi. Desværre var den rå tur med en temperatur på 26-28 grader for varm, dertil kom, at kokken ikke havde befriet fisken for sener. Absolut ikke en fornøjelse, som vi måtte sende ud igen – uden at der blev spurgt ind til, hvorfor mere end halvdelen af retten gik retur.
Den søde del af menuen var ok, men uden at være prangende på nogen måde.

Vi drak en lokal vin til menuen fra bodegas Maranones, Picarana. En skarp og lækker hvid med stærke noter. Dengang udvidende om, at kældermesteren var Alvar de Dios, der senere skulle blive en af vores absolut favorithuse i vores lille vinimport-eventyr.

Lørdagen var Michelin-dag. Frokostbord var bestilt på El Club Allard, hvor vi gennem en ni retters tasting menu plus velkomstsnacks skulle afprøve, hvordan to stjerner i Madrid smager. Den korte konklusion er, at de to stjerner smager fantastisk. Menuen var kreativ, velsmagende, grænsesøgende – men alligevel med et afsæt i definerede råvare.

Vildtlever, forklædt som trøffel i røg og damp var første rigtige del af menuen. Den blev fulgt op af bl.a. kold kirsebærsuppe med sildeæg, og braiseret lammeskulder af kid kombineret med tandoori-tilbehør.

Vinmenuen bevægede sig hovedsageligt indenfor Spanien, hvor cava fra Juve&Camps klædte en butterfish/hvid asparges shot, en tør hvid sherry fra La Panesa fulgte med en sublim kombination af æggeblomme, kartoffel & serranoskinke og en rødvin med masser af kostald fra Terruno brød med lammeskulderen.

Den svageste del af menuen var desserten, men vi var dog stadigvæk på et højt niveau.

Club Allard var en rigtig lækker oplevelse. Og ja, der er typisk forskel på 1 stjerne i København og 2 stjerner i Madrid – det var den tydelige konklusion. En anden konklusion var også, at det er billigere at tilbringe tre-fire timer på en to stjernet restaurant i Madrid end at tilbringe en aften på mange gode restauranter i København – og da specielt, hvis den danske skal have stjerner.

Den sidste dag/aften stod den på tapas. Her kan kvarteret omkring Calle Cava Baja klart anbefales, som er en gade med tonsvis af tapas- og vinsteder. Vi endte blandt andet på El Tempranillo efter en anbefaling fundet på The Guardian. Lækker tapas og gode vine på glas, men underligt nok det eneste sted, som var HELT tom på Calla Cava Baja, da vi ankom ved 22-tiden. En helt igennem pudsig oplevelse.

Madrid – dit næste valg, når du drager til Spanien næste gang! Og start med at besøge Diverxo, men tag også lige et smut forbi El Club Allard. Tvivler på at du vil fortryde det!