Sådan gør du
Start med at hælde et glas hvidvin op til dig selv. Derefter går du i gang med at rense dine blåmuslinger i rindende vand og fjerne ”skægget” med en lille køkkenkniv. Hvis muslingerne er åbne, så bank let på skallen. Hvis blåmuslingen lukker sig, så er den levende og frisk, og du kan spise den – altså efter tilberedninden.
Snit hvidløg og chili fint (fjern evt. kerner), skær tomater og fennikel i mundrette stykker og hak det lille løg fint. Smid det hele ned i en gryde (minus fløde og hvidvin), hvor en klat smør og lidt olie er begyndt at boble og syde. Svits tre minutter og hæld et stort glas hvidvin i gryden. Vent i et minutter inden blåmuslingerne kommes i. Rør godt rundt og put låget på. Efter to minutter ryster du gryden godt og grundigt og hælder fløden ved. Efter 3-5 minutter tjekker du: muslingerne skal være åbne.
Drys med frisk persille og smag suppen til med salt, peber og citron. Server med et stykke godt brød til.
Noter om maden
Muslinger og pommes frites er den perfekte kombination. Hvis du laver pommes frites til, så har du en klassik hovedret.
I glasset har du enten en god belgisk pilsner eller et glas chablis.
Du skal bruge (forret til to)
1 kg blåmuslinger
1 stor fennikel
1 håndfuld halverede tomater
1 lille løg
2 dl madlavningsfløde (8 pct.)
½ rød chili
3 fed hvidløg
2 glas hvidvin
Blandede friske krydderurter. Her brugte jeg bl.a. oregano og citrontimian
1 håndfuld friskhakket persille
Smør og olie
Du har ikke tilføjet noget til kurven.