Cart 1 240,00 kr.
MIN SIDE
Kom nærmere

48 timer i Madrid (2026)

TILBAGE TIL OVERSIGTEN

I forbindelse med et besøg i Rías Baixas var der flyskifte i Madrid: oplagt mulighed for at tilbringe lidt tid i en af verdens absolut fedeste byer. Madrid er kendt som kongebyen, og den har ganske enkelt alt. Store brede boulevarder, grønne områder, et væld af fantastiske restauranter og tapassteder, vinbarer, vermuterías, fodbold, musik, kunst, arkitektur, stemning og igen lige for at understrege pointen: mad & vin overalt.

Det går stærkt i Madrid, og favoritsteder opstår, dør eller ændrer koncept, så det er svært at holde sig ajour. Men her får du lige en håndfuld meget sikre valg – og så lige et par steder, som ellers kommer varmt anbefalet på SoMe, men som bare ikke leverede, da det kom til stykket.

Hermanos Vinagre - der er flere af dette uhyre populære tapassted i Madrid. Vi var forbi afdelingen i Chamberí, hvor det blev til et par enkelte tapas, vermouth og øl. Det her holder fuldt ud. Bedste ret var ansjos på koldt smør og brød. Men deres calamari-hotdog var nu også ret lækker.

Revuelta - her er kortet meget fokuseret, og siden 1966 har de serveret måske byens bedste bacalao, sprødstegt i frituren. Deres gilda holder også, og så er det billigt, hurtigt, velsmagende og med masser af stemning. Brug det som stop, inden du rammer Taberna La Concha, som ligger 20 meter fra Revuelta.

La Concha - er velbesøgt og har en kælder, som man kan sætte sig ned i, men stemningen oser ved baren; og selvom man står som sild (eller ansjos) i en tønde, så bliv der. Menukortet er vildt, og deres vermouth er i verdensklasse. De får lavet deres egen vermouth, og du kan få den ren og i en lidt mere high-class version. UHA – et farligt sted at tilbringe mere end 30 minutter. Bedste ret var røget sardin på tomatbrød. Røget and lidt skuffende. Gilda helt i top!

Casa Canito - ligger på Calle de Recoletos, og du finder flere tapassteder her, men ingen af de andre, som vi prøvede, ramte det niveau, som Canito leverer. Her stod den på østers, tatar og naturligvis gilda – og masser af vin, som de ganske enkelt har styr på!

Men der var også et par skuffelser imellem: La Taberna La Copla dukker ofte frem på SoMe. Kendt for deres kroketter. Bevares, vi var der tidligt, men de eneste andre i den lille bar var et par andre danskere. Ok kroketter, men ikke en omvej værd. Casa Labra kommer også velanbefalet, men var en stor skuffelse, og deres bacalao-kroket lever ikke op til den hype.

Generelt er niveauet højt, og selv på steder som Museo del Jamón på Gran Vía får du en god kop øl, velsmagende gilda og, naturligvis, superlækker jamón! Der er virkelig ikke nogen vej uden om: Drag til Madrid!!

Hvis du ikke lige står foran en weekend i Madrid, så finder du opskrifter på ansjos med koldt smør, fish n chips (hvis du har behov for dybstegt bacalao) og gilda.

Det hele drikkes naturligvis ned med vin fra Madrid-området, hvor Gredos-bjergkæden ikke er langt fra, så få stiftet bekendtskab med verdensstjernen Rico Nuevo.

Hvaddrikkermantil
ÅBNINGSTIDER KUNDESERVICE
Man – Fre: 10:00 – 17:00
Lør – Søn: Lukket
MENU
KUNDESERVICE
ADRESSE (KONTOR)
Nybrovej 188
2800 Lyngby
Sociale medier
TILMELD DIG NYHEDSBREVET
© 2026 HVADDRIKKERMANTIL | Webbureau ITTP
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram
Kurv