Kylling, kartofler og majs i ovnen er faktisk en skræmmende nem ret at få bikset sammen. Den kan nemt laves til flere – så skal du blot bruge lidt mere kylling. Få hældt et glas vino op og lad os komme igang.
- Kartofler og løg skæres i skiver.
- Pile bladene af majskolberne og med en kniv skærer du forsigtigt majsen af. Det er lidt nemmere, hvis du skærer majsen over på midten og lader den afskårne ende stå på skærebrættet.
- Kartofler og løg lægges i en smurt bradepande. Stil i ovnen ved 175 grader i 15 min.
- Imens gør vi kyllingen klar. Kylling renses, og et lille løg, en citron, hvidløg og lidt krydderurter proppes op i kyllingen. Løg og citron skærer du dog først i både 😉 Luk med en kødnål eller snor.
- Tag bradepanden ud af ovnen. Bland majsen med kartoflerne og læg kyllingen oven på.
- Stil det hele i ovnen i 45-50 minutter.
- Tag det hele ud af ovnen og skru op for grill ved 225 grader.
- Kyllingen skæres i passende stykker. Rør godt rundt i kartoflerne.
- Læg kyllingen ovenpå kartoflerne og så stilles det hele tilbage i den varme ovn under grill i 5-8 minutter. Men hold øje med, at det ikke brænder på.
Det hele serveres med lidt surt (rabarber, agurk, løg), godt brød og en grøn salat.
Hvad Drikker Man Til Kylling med majs og kartofler?
Typisk en rød uden for meget fad. Mencia vil være godt, da den lidt urtede profil vil gå godt til krydderurterne. Du kan også vælge en riesling, der ikke er for sød. Bourgogne vil være godt.