Nu har vi styr på, hvordan du kommer til Sevilla, og hvad du drikker, når du henkastet står ved baren i de gamle bodegaer (Se Del 1 hvis du allerede har glemt det). Nu skal der mad på bordet! Både tapas, en enkelt Michelinrestaurant og desserten som du slutter af med, når du vakler igennem de mørke gade sidst på natten glad og fornøjet efter en aften i denne dejlige by.
Sevilla og tapas er som ærter og gulerødder – som Forrest Gump ville sige. De lokale er glade for deres tapas – meget glade; og selvom jeg efterhånden har været mange steder i Spanien, så er det her stedet, hvor jeg tror, at der er flest tapassteder i forhold til byens størrelse. Vi prøvede mange steder og fik virkelig dyrket konceptet med et lille glas ”et-eller-andet” kombineret med en lille bid mad og så videre til det næste sted. Generelt er niveauet højt, men pas lidt på stederne som ligger lige op ad katedralen og rundt om. Niveauet er ok der, men kvaliteten er dog mærket af de mange turister og er generelt lavere (lidt mere neutralt), end hvis du går lidt væk fra området.
De fem bedste tapasoplevelser var (i tilfældig rækkefølge):
El Rinconcillo er ifølge skrifterne det ældste tapassted i byen. Der er både en lille restaurant og en bar. Vælg baren, som dog også har nogle siddepladser. Ved baren bliver du serviceret af alvorlige ældre mænd, som naturligvis er ulasteligt klædt i sort og hvidt! De holder styr på din barregning med kridtnoter direkte på barpladen foran dig. At de så også har styr på maden (fik bl.a. super velstegt svinemørbrad som vi delte) og et imponerede sherrykort med over 30 forskellige sherry på glas og nogle spændende vine fra lokalområdet (bl.a. Garum fra Cadiz) gør det jo ikke dårligere. Prøv Iberico med Oloroso og lidt manchego. Alene på baggrund af sherrykortet kom vi faktisk her to gange henover de tre dage.
Vineria San Telmo på Paseo Catalina de Ribera byder på velkomponerede og lidt anderledes tapasmuligheder, hvor der også var lidt nordafrikanske toner i et par af serveringerne. Her har de også et afvekslende sherrykort. Absolut et besøg værd!
Delikatessebutikken Maestro Marcelino ligger i nærheden af katedralen, men dog trukket lidt væk fra the beaten track, hvor den ligger stille og roligt på Calle Hernando Cólon. Her bydes på et udsøgt udvalg af skinke og sherry. Der er ikke meget plads, men væbnet med lidt tålmodighed (og et glas Manzanilla i hånden) får du hurtigt et lille bord. En sikker favorit her!
Bodeguita Antonio Romero ligger et stenkast fra tyrefægtningsarenaen, og er dermed et oplagt emne til et efterfølgende stop, når I skal have depoterne fyldt op. Menukortet er lækkert. Vi fik nok turens bedste tortilla her, men også deres torsk med tomat var virkelig lækkert – og der er masser af sherry her også.
Casa Morales må du ikke snyde dig selv for. Ældgammelt, proppet og forvirrende. Men med store gamle lerfade, som i gamle dage blev brugt som vin/sherryfade. Slidt og brugt, men med charmerende udsmykning, et solidt sherrykort og gode tapas er Casa Morales et sted, som skal opleves.
Vi blev anbefalet Restaurante Casa Robles (Calle Alvares Quintaro) af tjenerne på Maestro Marcelino, da vi spurgte om den bedste seafood i nærheden. Restauranten ligger faktisk tæt på katedralen, og priserne er også lidt høje. Men til gengæld fik vi super lækre seafood-tapas og en lækker lokal hvidvin.
Casa Robles og Reconcillo er begge anbefalet i Michelin Guiden, men Sevilla har også et enkelt spisested med en stjerne. Det drejer sig om restauranten Abantal, hvor du for forholdsvis få penge får et varieret bud på spændende menu. Det koster 100 Euro, og de tilpassede menuen så skaldyrsallergien hos min medspiser blev respekteret. Sammen med menuen fik vi en vinmenu, og her spurgte de ind til præferencer, for at få det til at passe sammen.
Servicen og maden på Abantal er helt ok. Efter danske standarder ville det være en lille stjerne, men generelt er der her garanti for en flot aften. Vi fik en rødvin til hovedretten, som deres sommelier ellers var slemt glad for, men da vi midtvejs i retten alligevel syntes den manglende syre fandt de hurtigt en anden vin frem. Abantal kan varmt anbefales – også for at prøve noget andet, hvis du har 3 eller flere aftener i byen.
Når du går hjem om aftenen, så er du helt mæt. Alle ens sanser er blevet udfordret, og faktisk kan du ikke klare mere – MEN der en ting mere, som du skal prøv. Indtil Sevilla så opfattede jeg Churros som nogle rør af dej, som har været i den gyldne brønd. Har fået flere gode rør, men har aldrig siddet lige i skabet…..SÅ kom vi forbi Sevilla, hvor vi fandt en enkelt churro-bod, hvor det ikke laves som rør, men som små kugler (æbleskiver). Bare at se hvordan dejen kommer ud at maskinen, og ”churro-kokken” med en saks klipper dejen over, så de små kugler falder ned i den varme olie. Vi fandt den lige overfor katedralen på Calle Alemanes.
Har du ingen planer om en tur til Sevilla inden for de næste par uger, så kan du her finde nogle ideer til tapas, som du kan lave hjemme i dit eget køkken – og husk at skænke lidt tør sherry til retterne eller find inspiration i Wine Country.
Hellefisk som tapas – inspireret af besøget på Romero i Sevilla.
Oksehale som croquetas – inspireret af de mange oksehaler i Sevilla.
Tomatbrød og tortilla – som altid skal på tapasbordet.
Sevilla, Andalusiens hovedstad, ligger egentligt lidt off-beat. Du kan ikke flyve direkte fra København til Sevilla, så det kræver en lille (bitte) indsats at komme til byen, men løsningen er faktisk ganske simpel. Der går nemlig masser af fly til Malaga, hvorfra du både med tog, bus og/eller bil kan tage turen til Sevilla. Det tager ca. to-tre timer med både tog og bil. Selv blev turen tilbagelagt i en lejet bil. Vi var der i november, og det var billigt at leje en bil for en (forlænget) weekend – men pas på fartkontrolkameraerne, der er en del af dem, fandt vi ud ad, da vi var kommet hjem igen!
Efter et par timer i bilen rammer du denne lille varme perle med masser af gamle, snoede og smalle gader, gader som huser et utrolig højt antal tapasbarer og spisesteder, hvor der også serveres store mængder af sherry, vin og øl.
Solens varme stråler gør ikke kun godt for de mange appelsintræer, strålerne er heller ikke helt skidt for en nordbo, og selv en dag i november sidder du snildt ude på et plaza og nyder et glas koldt øl i solens stråler, imens du nyder den flotte arkitektur og synet af de mange appelsintræer. Du kan også prøve at plukke en appelsin fra et af de mange træer, men kan dog ikke anbefale det. Appelsinerne på gadetræerne er – som det eneste i den skønne by – stort set det eneste, som ikke kan spises. Hverken i juli eller i november ifølge de lokale retningslinjer.
Ud over maden og vinen er der mange flotte, sjove, spændende ting som kan ses og prøves, når du altså ikke sidder ved et bord/står ved baren med et gas Fino eller Manzanilla i hånden. Idékataloget er ret stort og alsidigt:
Tyrefægtning er stort i byen. Du behøver ikke se en ”kamp”, men tag evt. et smut forbi tyrefægtningsarenaen og få en tour rundt i arenaen. Se Primera fodbold og hep på et af de to lokale hold: FC Sevilla eller Real Betis. Den flotte arkitektur står tydeligt frem, både når du ser katedralen, men også et sted som Plaza de España er helt fantastisk og skal absolut opleves! Et smut til en lokal Flamencobar er oplagt, og hvis du kommer forbi i slutningen af april, så skulle deres lokale festival ”Feria” være helt fantastisk at følge. Men ellers er tapas så afgjort en af de centrale ting for befolkningen i denne hyggelige by, og det kan ses på antallet af spisesteder, men også på kvaliteten og udvalget af tapas, som er virkelig høj – det gælder bare om at komme i gang!
Inden vi går om bord i maden, så skal vi lige se på en anden lokal skik!
Ikke langt fra Sevilla finder du de byer, som producerer Sherry. Sherry er en hedvin med en alkoholprocent på omkring 20 pct. Den nydes i stor stil i Sevilla (og specielt i resten af regionen), men i DK er det ikke sådan lige at finde den, og hvis du finder en sherry i DK, så er det typisk den søde og mørke PX eller den tørre hvide Manzanilla, som du finder. De fejler bestemt heller ikke noget, tværtimod, men der findes 6-8-9-10 forskellige typer, lidt efter hvordan det gøres op. Brug lidt tid på at læse op inden du drager ud i nattelivet. Det tager ikke ret lang tid, og gode guides er lige her og her. Hvis din tålmodighed ikke rækker, så kan du også nøjes med nedenstående basale tips:
Drik den tørre Manzanilla eller den meget tørre Fino til fisketapas eller/og hvis du lige skal have samlet kræfterne ved baren. Begge har også ofte en lidt saltet note over sig.
Drik generelt Oloroso, Palo Cortado eller Amontillado til kødet, nødderne, osten og skinken. De er ikke alle lige gode på tværs, men spøg din tjerner, som altid gerne vil hjælpe! Amontiladoen er den mest tørre af de mørke. Oloroso er tør, men med mange nuancer og lidt flere lag. Palo Cortadoen er egentlig en Oloroso, som er gået skævt.
Pedro Ximenez (PX) er den helt søde sherry. Den smager fantastisk, og er en perfekt match til den søde dessert eller den søde tand. Selv nød jeg senest en PX til en sveskeis – virkelig en fantastisk kombination. Opskriften på sveskeis er lige her.
Når du har prøvet de forskellige typer, så kan du begynde at teste VOR og VORS. VOR betyder, at gennemsnitsalderen i flasken er på minimum 20 år og VORS kan trække 30 år ud af flasken. Her er der virkelig nogle spændende oplevelser foran dig!
Du finder bl.a. store udvalg af sherry på glas på tapasstederne Casa Morales og El Rinconcillo – og som ordsproget lyder ”Uden mad og drikke…” så vi skal naturligvis have set på, hvor og hvad vi skal spise til de mange forskellige typer af sherry. Det kommer i Del 2 af Sevilla-postkortet.
Rejsebureuet Spies kørte for nylig en kampagne, hvor der blev diskuteret, hvad der altid er godt, når du er på ferie, men som også (næsten) altid skuffer, når du er hjemme igen. En meget relevant diskussion, for der er helt sikkert rigtig mange af os, som f.eks. er faldet for vino verde under Portugals varme himmelstrøg, men er blevet dybt forundret over, hvordan den smager hjemme i Danmark – eller måske den lokale rødvin, som købes i døren til en lokal vinbonde er spændende på ferien, men helt umulig, når du drikker den hjemme bag duggede ruder og med udsigt til en våd have, som bare trænger til en kærlig hånd midt i september…..
På Gastroland var årets udfordring derfor (i forbindelse med et par uger på Mallorca henover sommeren), at der skulle identificeres nogle vine, som kan klare at blive flyttet de mange kilometer og stadigvæk være en fornøjelse at drikke, selv hjemme i Danmark på en lidt trist septemberdag, hvor det regner og tidligt bliver mørkt.
Opgaven blev naturligvis taget meget alvorligt, hvorfor det også var nødvendigt, at få afprøvet flere forskellige producenter, typer og flasker henover ferien – som jo så også lige pludselig slet ikke var en ren ferie, men nu også masser af hårdt arbejde.
Næsten alle flasker blev købt lokalt hos købmanden eller et supermarked i større byer. Generelt var tanken, at flasken skulle koste under 25 Euro, den tanke blev efterlevet – for det meste.
En af de første som blev testet var en crianza fra Bodegas Jose Ferrer. Jose ligger i Binnissalem, som er et af de områder på Mallorca, hvor der bliver dyrket rigtig meget vin. Også rigtig meget godt vin! Vinen gav vi lige omkring 12-14 Euro for hos den lokale købmand, som generelt ikke var specielt billig. Ferrers crianza er en god vin. Lidt bløde tanniner og godt med frugt. Den blev nydt til kød på grill med salater og tilbehør. Typisk kølet lidt ned på grund af varmen, og jeg kan afsløre, at flasken blev købt mere end en gang.
I forhold til prisen, så hører vinen nok til på Mallorca – men den er meget tæt på at skulle hjemtages, og hvis du ender med at prøve den, så er det ikke så skidt endda.
En fantastisk oplevelse var at få lov til at fylde plastikflasker op med lokale vine i butikkerne. Her fandt vi 2 liter til 2.35 Euro. Det er jo lige til at klare. Vinen stammer fra Bodegas Ripoll. Her er der tale om en meget ung og frugtrig vin, hvor alkoholprocenten virkelig træder frem. Udrikkelig er et grimt ord, og vi fik da også tømt næsten hele flasken!
Her er der tale om oplevelsesøkonomi. Tønden skal blive på øen, og gerne drikkes ret kold.
Denne bodega lå mindre end tre km fra vores hus, så naturligvis skulle denne tjekkes. Vi forsøgte os også med et besøg på stedet, som desværre ikke kunne lade sig gøre. Vinen er i den lidt dyre ende. Og for skildpadden (La Tortuga) gav vi tæt på de 28 Euro (jeg tror nu, at den lokale købmand kører med høje priser på grund af lokaliteten). Vinen var nærmest boblende og uden balance. Jeg tvivler stærkt på, at det er meningen, men vinen blev ikke prøvet igen. Desværre.
Suyrot lader vi bliver på øen.
Vi prøvede alene denne på en restaurant – så gav omkring 28 Euro for den. I butikkerne kan du finde den til omkring 15 Euro. AN/2 byder på en god kombination af krydderier, frugt og tanniner. Der er en god struktur og en fin balance. I Danmark kan du finde den til mellem 140 og 200 kr.
Vinen er ret udbredt, og du finder den på en del restauranter. Det giver også god mening, da det er en fin flaske vin!
AN/2 skal med hjem og nydes til kød. Den er klart de 140 kr værd – også i regnen.
Her finder vi turens mest overbevisende vinhus som blev afprøvet. En del forskellige vine bliver produceret hos Miguel Gelabert. Alle marker ligger i området Llevant, og der bydes på både røde og hvide. Vi drak en Cabernet Sauvignon crianza (som også indeholder lidt merlot). Den koster omkring 25-28 Euro på Mallorca, og her får du fuld valuta for pengene. Masser af struktur og varme.
Gelabert skal med hjem – faktisk er Gelabert den eneste som rent faktisk kom med hjem. Tasken blev fyldt med flere forskellige vine, som nu skal genbesøges i det mørke, kolde og våde efterår. Caules Negre til 21 Euro på Mallorca holder 100 pct. hjemme i Danmark. En let vin med masser af struktur og fine tanniner.
Mallorca byder helt klart på nogle spændende vine. Øen har + 70 forskellige producenter, og der er mange forskellige muligheder. Gelabert viser f.eks. med tydelighed, at der kan produceres vine på øen, som ikke bare er præget af sol og varme. Gelabert er helt klart en ny favorit i Gastroland!
Må blankt indrømme, at jeg nød denne hårde arbejdsopgave midt i ferien – og at vine fra den smukke ø fortsat skal testes og afprøves. Det kan jo passende ske i samspil med nogle lækre tapas.
DISCLIAMER: Artikel skrevet inden vinimport påbegyndt.
Kæresten og jeg drog til Malaga, Spanien, på en forlænget weekend primo september. Valget faldt på Malaga, da vi jagtede en semi-storby, som både kan fremvise sol, strand og dejlig mad. De mere klassiske løsninger (hjemme hos os) på denne kombination er ellers Barcelona eller Nice, men denne gang blev Sydspanien valgt som destination.
Vores forventninger blev til fulde opfyldt; og vi tilbragte fem dejlige dage med stand, sol, by og masser af dejlig mad.
Vi startede med en frokost på Uvedouble Taberne. UT ligger på Cister Calle tæt på marinaen, og kan i den grad demonstrere en ny og opdateret version af tapas-universet. På UT oplevede vi for første gang, at der er foie gras på rigtig mange menukort i Malaga. Det hænger sammen med, at Malagas hovedbidrag til vinfolket er de søde vine, som bl.a. laves på Moscatel – den vin kalder på fedme, og det har de forstået i Malaga.
Til den øvrige del af frokosten drak vi en El Paraguas, Atlantico, Ribeiro fra 2015 til 22 Euro. En ganske enkelt fantastisk sprød hvidvin, som gik rigtig godt til de øvrige retter. Desværre kan den ikke købes i DK. OPDATERING: Atlantico blev vores først vin da vinimporten gik i gang – og du kan finde den i vores egen lille butik lige her 🙂
Af andre tapas på UT blev vi blandt andet forkælet med sværdfisk cerviche; stegt Iberian gris med Padron peberfrugter, patatas brava og et par desserter med bl.a. cheesecake og jordbær.
Uvedouble er ganske enkelt et must, hvis du er i Malaga!
En anden lækker madoplevelse var vores frokost på et af spisestederne ved standen. Vi holdte til på stranden bag havnefronten (Malagueta), hvor restauranterne grillede fisk på spyd. Her nød vi en super simpel frokost med grillede sardiner og en grøn salat til (og en kold flaske husets hvidvin). Det skal ganske enkelt prøves!
Malaga er ejer af en enkelt restaurant med en Michelinstjerne. Vores erfaring med stjerne i Spanien har været yderst positive (se postkortet fra Madrid her); hvorfor det naturligvis også skulle prøves i Malaga. Her hedder restauranten Jose Carlos Garcia. JCG ligger på havnefronten; og er uden tvivl en af de flotteste restauranter, som jeg har været på. Cementgulv, rustikke borde og en hel væg som alene består af grønne planter.
Pga. skaldyrsallergi hos kæresten kunne vi ikke springe på tastingmenuen, så vi valgte det, som JCG kalder for ”soft menuen”. Den står i 60 Euro og består af fire retter plus et par snacks. Hertil drak vi vin på glas. Maden var god, men ud af de fire retter var det kun to, som reelt løftede sig til Michelinniveau.
Udvalget af vin på glas var også meget begrænset. De har to røde og to hvide. Vi fik nogle fine vine, men det var ikke genialt. Regningen lød på 220 Euro – inkl. cava i starten og kaffe med chokolader til slut – det kan jo omvendt heller ikke kaldes for voldsomt, men reelt kunne de penge være givet bedre ud på f.eks. UV.
Derudover besøgte vi mange mindre tapassteder over dagene. Generelt var niveauet højt og konklusionen er, at Malagas tapassteder ganske enkelt har styr på det!
Vi fik på en enkelt restaurant kastet os over mere foie gras og vine fra Malaga. Det var på Cafe de L’abuel, hvor vi først fik en en foie gras ret med jordbærmarmelade og balsamico.
Det var lidt som en tidsmaskine at spise og se tallerkenen: firkantet og med balsamico rundt om siderne, men det smagte jo godt – selvom jordbærmarmeladen nok var til den meget søde side. Den næste ret blev baseret på en anbefalingen af tjeneren. Her er vi ude i det lidt mere vulgære: en stor portion hjemmelavet og grove pommes fritter som toppes op med stegt iberian gris, to store og tykke skiver foie gras og til sidst et spejlæg på toppen. Det smagte himmelsk J
En af de sidste dage fandt vi også det lokale marked. Det opfylder til fulde alle ønsker alle gastrofile m/k kan have med masser af frugt, kød, skalddyr og grøntsager i bunker i de tre torvehaller, som udgør Mercado Central de Atarazana.
Hvis du kommer forbi Malaga, så er ovenstående steder absolut et besøg værd, men ellers prøv den hyggelige og travle Cortilja de Pepe (ved Plaza Merced) hvor de griller små pølser på en lille grill i baren og servere lækre fyldte peberfrugter; eller tag forbi den klassiske tapasrestaurant Taberne Del Siglo, hvor de har Juve Camps på glas; eller måske El Tres, som har helt styr på deres gazpacho – og i øvrigt ligger lige ved stranden på Plaza Malagueta. Omvendt er der ingen grund til at besøge El Pimpi, som du ellers støder på, når du læser om madsteder i Malaga – det er ganske enkelt for turistet.
Skulle du ikke have ferieplaner i den nærmeste fremtid, så finder du her et par gode og nemme opskrifter på lidt tapas: De spanske kødboller (Albondigas) samt tortilla og tomatbrød. Det er ikke helt som at være der selv – men tæt på…
Vinen har vi masser af .-)
For cirka to år siden besluttede vi os for at besøge Madrid. Det viste sig at være en super god beslutning, da byen – hvis vi lige ser bort fra havet & stranden – har alt hvad Barcelona kan byde på, og så lige den der ekstra storbys dimension med enorme pladser, boulevarder kombineret med et kongeligt touch.
Ud over at byen er nem at færdes i, har mange gode restauranter, tapassteder og vinoteker, så ligger den også inde med et pænt antal stjerner. Valget faldet for to år siden på Diverxo, som dengang var den lykkelige ejer af en stjerne.
Besøget på Diverxo viste sig at være intet mindre end sublimt. Maden er generelt fusionsbaseret med et asiatisk touch – og kreativiteten var helt i top, da vi besøgte restauranten. Der var blodpølse og svineøre på menuen, og hele tiden var serveringerne bare lidt anderledes. Da vi var færdige med menuen og prøvede at komme hjem til hotellet igen (dengang lå Diverxo gemt et godt stykke fra centrum), blev vi enige om, at denne madoplevelse var blandt de bedste, vi nogensinde havde prøvet. Og sådan husker jeg iøvrigt stadigvæk oplevelsen.
Da vi i år besluttede at genbesøge Madrid, var det derfor oplagt at genbesøge Diverxo. Desværre for os (men godt for Diverxo), viste det sig, at de sidste år var gået fra en til tre Michelinstjerner og efterfølgende havde besluttet at skifte adresse, og fremover skal huses i et stort og eksklusivt hotel i midten af Madrid. Desværre var de netop ved at flytte i den periode, hvor vi var i Madrid. Ergo, skulle vi finde andre stjerner at se på. Det kommer vi tilbage til.
De tre dage blev planlagt, så vi startede med et besøg på en Bib Gourmand. Valget var faldet på Las Tortillas de Gabino. Besøget endte med at være en blandet fornøjelse, med et par rigtig gode højdepunkter, men desværre også en knap så spændende hovedret og lidt kedelig dessert.
Konceptet på Las Tortillas er lidt samme stil, som vi kender fra mange nyere restauranter i det københavnske: mindre retter og/eller som kan deles. Da vi spurgte om, de reelt var en opdateret tapasbar, blev dette dog benægtet.
Vi startede med en klassisk tortillas, som blev serveret med løbende æggemasse. Det var en lækker begyndelse, og forventningerne steg kraftigt. Anden servering var stegt tun i en sauce med gulpeber. Meget rustikt og meget lækkert.
Men herfra gik det desværre lidt ned ad bakke. Vores ellers venlige tjener havde anbefalet dagens hovedret: rå tun med piementos, så denne anbefaling fulgte vi. Desværre var den rå tur med en temperatur på 26-28 grader for varm, dertil kom, at kokken ikke havde befriet fisken for sener. Absolut ikke en fornøjelse, som vi måtte sende ud igen – uden at der blev spurgt ind til, hvorfor mere end halvdelen af retten gik retur.
Den søde del af menuen var ok, men uden at være prangende på nogen måde.
Vi drak en lokal vin til menuen fra bodegas Maranones, Picarana. En skarp og lækker hvid med stærke noter. Dengang udvidende om, at kældermesteren var Alvar de Dios, der senere skulle blive en af vores absolut favorithuse i vores lille vinimport-eventyr.
Lørdagen var Michelin-dag. Frokostbord var bestilt på El Club Allard, hvor vi gennem en ni retters tasting menu plus velkomstsnacks skulle afprøve, hvordan to stjerner i Madrid smager. Den korte konklusion er, at de to stjerner smager fantastisk. Menuen var kreativ, velsmagende, grænsesøgende – men alligevel med et afsæt i definerede råvare.
Vildtlever, forklædt som trøffel i røg og damp var første rigtige del af menuen. Den blev fulgt op af bl.a. kold kirsebærsuppe med sildeæg, og braiseret lammeskulder af kid kombineret med tandoori-tilbehør.
Vinmenuen bevægede sig hovedsageligt indenfor Spanien, hvor cava fra Juve&Camps klædte en butterfish/hvid asparges shot, en tør hvid sherry fra La Panesa fulgte med en sublim kombination af æggeblomme, kartoffel & serranoskinke og en rødvin med masser af kostald fra Terruno brød med lammeskulderen.
Den svageste del af menuen var desserten, men vi var dog stadigvæk på et højt niveau.
Club Allard var en rigtig lækker oplevelse. Og ja, der er typisk forskel på 1 stjerne i København og 2 stjerner i Madrid – det var den tydelige konklusion. En anden konklusion var også, at det er billigere at tilbringe tre-fire timer på en to stjernet restaurant i Madrid end at tilbringe en aften på mange gode restauranter i København – og da specielt, hvis den danske skal have stjerner.
Den sidste dag/aften stod den på tapas. Her kan kvarteret omkring Calle Cava Baja klart anbefales, som er en gade med tonsvis af tapas- og vinsteder. Vi endte blandt andet på El Tempranillo efter en anbefaling fundet på The Guardian. Lækker tapas og gode vine på glas, men underligt nok det eneste sted, som var HELT tom på Calla Cava Baja, da vi ankom ved 22-tiden. En helt igennem pudsig oplevelse.
Madrid – dit næste valg, når du drager til Spanien næste gang! Og start med at besøge Diverxo, men tag også lige et smut forbi El Club Allard. Tvivler på at du vil fortryde det!
Du har ikke lagt noget i kurven endnu.
