Alicante er ved at blive et mere og mere populært rejsemål, og det giver rigtig god mening. Der er varmt langt ind i efteråret, strandene er lækre, det er forholdsvist nemt (og billigt) at finde flybilletter, og så er den forholdsvise lille by nem at finde rundt i - specielt når du først har styr på byens opbygning og dermed kan søge lidt væk fra turistområdet, så er der lige pludselig et væld af fantastie steder, hvor du kan spise og drikke.
Om dagen er der også virkelig gode muligheder for udflugter. Både med bile eller på cykel – alt efter dit temperament, men hvis du er til landevejscykling, så husk pedaler og cykeltøj. Du er kommet til et smukt og bjergrigt område!
I september 2022 blev Alicante brugt som en kombination-lokation. Dels som base i forhold til at besøge et par vinhuse i området og dels for at nyde den spanske sensommer. Byen – som kan virke lidt turistet og overfladisk, hvis du bare lige kigger på den – har et ekstra lag, som du ikke må snyde dig selv for. Hermed et par tips fra en vinmands uge i Alicante. Anbefalingerne er blevet opdateret medio 2025 efter nogle dage i den lille by.
Først og fremmest skal du være obs på, at byen er større end de hoteller og restauranter, som du finder tæt ved stranden. Området er hyggeligt, men du vælter dig i turister (også mange spanske). Fordelen er, at du reelt kan bo så tæt på stranden, at det ganske enkelt er en fornøjelse. Risikoen er dog, at du ikke bevæger dig væk fra området, og dermed ikke finder de mere lokale områder og restauranter. Det kan varmt anbefales; Alicante er langt mere, end hvad der lige er ved stranden. Men du kan med fordel bo tæt ved stranden. Det kan absolut noget, at stå op om morgenen og blot have 3min inden man står på stranden. Stadigvæk småsovende inden du lader bølgerne vække dig.
Spisestederne tæt på stranden kan også lidt. Der er nogle oplagte turist-restauranter, som har et ok tapaskort, hvis du blot skal have en enkelt eller to. Ikke så langt fra stranden har du også Bar Manero. Det ligger som sagt tæt på stranden, men du er stadigvæk i turistområdet. Bemærk at der er to forskellige Maneros i Alicante (og to i Madrid), så når du bestiller bord, så skal du bestille på Bar Manero. Du kan også droppe forbi og satse på en plads i baren. Der er ikke mange pladser, men specielt hvis du kommer inden kl. 20.00, burde det være muligt. Vinudvalget er præget af deres egne brands, men de har også lækre vine fra blandt (vores egne helte) EL Paraguas, Rafael Palacios og det lille kulthus Marañones, Bar Manero er en lidt up-scale vinbar møder tapasbar møder købmand. Her er kortet meget mere varieret end på de mange andre tapassteder i byen, og du kan få prøvet nogle af lokale specialiteter, hvor tørret fisk er centrum. Bestil en Manzanilla Pasada til den tørre og salte tun. Starten på måltidet bliver ikke bedre!
Den tørrede fisk er et absolut fyrtårn i den lokale gastronomi. Kan kun anbefale at få det prøvet, og husk Sherry er perfekt til dette.
Midt imellem strandkvarteret og centrum finder du PIS PAS. Fin lille restaurant, der laver gode salater og lidt anderledes tapas. Du sidder ude på et stort fortov, hvor en stor rundkørsel ligger. Her er der masser at se på, støjniveauet er fint, og maden god uden at være fantastisk. Vinkortet helt ok - de har bl.a. en 100% Macabeo fra Amaia Flor. Økologisk og lækker med noter af børnetyggegummi i afslutningen. Absolut et godt glas - og flasken er hurtig tømt i godt selskab.
Chaflan ligger i samme rundkørsel som PIS PAS, men overfor. Om aftenen er det svært at få plads udenfor, men stemningen indenfor er også fantastisk, så det gør ikke så meget. Det var uden tvivl været en af de bedste mad-oplevelser i Alicante på turen! Her er maden baseret på det lokale køkken. Der er masser af retter, hvor udgangspunktet er tørret fisk. Det giver virkelig umami. Vinkortet er godt, ikke så meget lokalt, men hvis du kan leve med hvid Rioja, tør og saltet Rias Baixas og Manzanilla (det var de tre vine vi prøvede den aften), så er du i gode hænder.
La Pucelana er et vermuteria, hvor du kan få nogle gode (også lokale) vermouths på glas – og at deres tapas så også er gode, gør ikke oplevelsen mindre kedelig; du skal bare huske at passe på: alkoholstyrken er lidt højere end i vin, så der kan hurtigt kommer gang i festen. Hvis du er til de let bitre oplevelser, men ikke ønsker den høje alkohol, så prøv valencia-baseret La Comarcal med Grillat, hvor der er tydelige bitterstoffer i vinen.
Når der ikke er flere penge på dit VISA så smut på Tapa-Caña (D'Tablas). Den ligger på Calle Rafael Altamira; og her er hele konceptet, at tjenerne går rundt med store serveringsfade, hvorfra du vælger dine tapas. De ligger alle på nogle små træplader, som de samler sammen bagefter og så betaler du efter antallet af plader og tomme glas på dit bord. Her spiser og drikker to personer for 30-35euro. Kvaliteten og udvalget er måske ikke helt i top. Men det ER pengene værd, og en sjov oplevelse.
Har du for mange penge tilbage på dit VISA, så kan du overveje EL Portal (Krug amabassadør). Vores besøg var lidt blandet, men fik blandt andet en lækker tun-tatar og vinkortet er også godt – men det er dyrt. Omvendt er lokalerne virkelig flotte - en bar/tapasbar, som du ikke bare lige finder i DK.
Det ultimativt bedste sted vi var på under hele turen var også i Alicante. Vi fik tippet af det vinhus der faktisk var årsagen til hele turen: Javi Revert/La Comarcal. en absolut top vinmager, som jeg har jagtet i flere år. Brugte en dag hos ham i La Font, og nu er vinene endelig i Danmark. Det er Valencia som det var i gamle dage. Low-intervention, terroir, syre og frugt. Stedet hedder Restaurante nou Manolin. Igen masser af tørret fisk, men også torske-fritter med en citron mayo, som man kun kan drømme om, friturestegte små hele fisk, og et stærkt vinkort!
COD Frittes er baseret på brandade, men hvis du er til kugler på torsk, så prøv dem her, eller hvis du mere er til makrel, så er det den her du skal prøve hvorefter en normal dansk makrelmad aldrig bliver det samme igen!
Når du ikke er på stranden, bar eller restaurant, så skal du naturligvis på madmarkedet i Alicante: Mercado Central de Alicante -her finder masser af tørret fisk, som netop er en af de helt store spise i området. Det smager fantastisk - og giver dig afgjort lyst til at få i noget dabs eller bakskuld, når du kommer tilbage til Danmark.
Oven på Mercarda de Central ligger der i øvrigt et fint lille cerveceria, hvor du kan nyde simple tapas og gode øl fra fad til små penge. De stegte sardiner er perfekte!
Sidst men ikke mindst så slipper du naturligvis heller ikke for at gå en tur op ti Borgen. Bemærk den først åbner omkring kl. 9.30-10.00, så hvis du ikke vil stå der tidligt om morgenen og se lidt dum ud, så tjek åbningstiderne. Når du først er på toppen, så er udsigten over byen og havet perfekt!
Med andre ord er der virkelig ikke mange undskyldninger for ikke at få en fantastisk uge. Bemærk når du bestiller rødvin, så er det meget monastrell-druen du får i glasset. Det kan blive meget varmt og voldsomt; og selvom der er små vinhuse, der leger med druerne, så er det mest kraft, saft, fad og alkohol som du løber ind i. En af undtagelserne er dog vores egen Julia Casado der laver vine på monastrell og garnacha omkring DO Bullas i 800-1000m højde. Prøv hendes monastrell lige her. Julia tilsætter ikke svovl og er virkelig igang med at få de glemte lokale druer frem i lyset.
Inden du drager af sted, så får du lige de sidste hurtige tips her:
1) Patatas bravas i Alicante er ikke, som du kender dem fra andre steder. Her er det lidt mere som nachos. På godt og ondt.
2) Fondillon er en lokal vintype, der laves lidt som de mørke, tørre samt halvsøde sherrytyper. Ret spændende, så prøv det og læs mere lige her! Druen monastrell er dominerende.
3) Pas på gaden Calle San Francisko. Den er hyggelig, men specielt restauranterne nede i bunden tær ved Plaza Portal de Elche er meget præget af turisme og dårlig kvalitet. En undtagelse er dog Chico Calla. God mad og god vin - og mulighed for at sidde i baren og få lidt godt.
God tur! - og husk at prøve vores vine fra området - lover det er noget at det bedste, som du kan finde i sydøst Spanien!
Jerez er en af verdens ældste vinregioner, og Sherry er blevet produceret i uendelige tider. På trods af dette så er spørgsmålet ”Hvad er Sherry” faktisk et meget ofte hørt spørgsmål, og da Sherry er en vigtig del af vores DNA her hos HvadDrikkerManTil, så har vi besluttet at hjælpe med at fortælle historien om Sherry.
Det umiddelbare svar på spørgsmålet ”Hvad er Sherry” er faktisk også ret nemt: Sherry er en hedvin fra Andalucien. Det vil sige, at Sherry er en vin, der er forstærket med alkohol og stammer fra det sydlige Spanien. Derudover vil den være lavet på druerne Palomino eller Pedro Ximenéz. Sherry er altid også non-vintage modsat f.eks. Portvin. Det betyder, at Sherry er et blandingsprodukt af flere forskellige årgange, faktisk mange forskellige årgange. Det skyldes "Solera"-systemet, som vi vender tilbage til i en senere artikel.
Sherry fås i flere variationer alt efter drue og proces, men faktisk er det meste, der drikkes i Spanien, knastørt. Sherry, når det er tørt, så er det så tørt, at du faktisk ikke kan opdrive en mere tør vin end Sherry; hvorimod meget af det Sherry vi ser i Danmark, har en form for sødme over sig. De mest søde versioner kan være så sødt som en flydende version af julens konfektskål. Vi taler reelt +400gram restsukker per liter og med masser af smagsnoter af mandler, tørrede frugter og nødder.
For at bodegaen må kalde det for Sherry, så er der visse forudsætninger, der skal være opfyldt (qua regler før 2024). Ikke mindst at oprindelsessted for druerne (og for opbevaring/lagring af tønderne og mosten) skal være det trekantsområdet, der dannes mellem de tre byer Jerez de la Frontera, El Puerto de Santa María og Sanlúcar de Barrameda.
El Puerto og Sanlucar er begge kystbyer, hvorimod Jerez ligger lidt inde i landet. Kortet over de tre byer finder du lige her. Faktisk tager det ikke lang tid at køre mellem de tre byer, medmindre du gør ophold på en af de mange Sherry-bodegaer, som du finder i området. Bodegaerne i denne trekant har mulighed for at lave hedvin under appellationen D.O. Jerez-Xerez-Sherry. Sanlucar har også deres egen appellation D.O. Manzanilla. Reglerne til fremstilling er meget identiske imellem de to DO og forskellen ligger i geografien. Et af vores huse fra Sanlucar er Yuste, der netop laver mange forskellige typer af Manzanilla.
Efter høsten sorteres druerne for at beslutte, hvad de skal bruges til. Derefter presses de og en basisvin (den hedder mosto i Sherry-land) er resultatet. Denne mosto kommer på fade, der ikke må fyldes helt op, da der skal være plads til, at der dannes flor på toppen af mosten - og efter kort tid begynder denne proces, som hurtigt vil dække overfladen totalt med flor og lukke for luft til vinen. NU begynder produktionen af Fino og Manzanilla.
På billedet kan du se et tværsnit sammen med kældermesteren hos Argueso. Floren ligger som et hvidt lag oven på vinen i tønden.
I bestemte tilfælde vil Fino og Manzanilla udvikle sig videre til nogle af de mørke typer af Sherry'en som vi kender.
De tørre hvide er Fino og Manzanilla. Begge er knastørre og begge stammer typisk fra de bedste druer af høsten. Både Fino og Manzanilla ligger under det lag, der hedder flor, under hele lagringen i tønden (Botas). I Sanlucar laver de dog ikke Fino, men Manzanilla. Det gør de fordi floren er lidt tykkere på grund af nærheden til havet, og typisk får du en lidt mere bitterhed, kalkethed og salt med i smagsnoterne. De lyse er perfekte til tapasbordet, og de går til din serranoskinke, fiskeretter og skaldyr.
De tørre mørke er Amontillado, Oloroso og Palo Cortado. Alle starter (på nær Oloroso) som en Fino med et låg af flor i tønden. Men floren forsvinder – enten bevidst eller ubevidst og Finoerne begynder at oxidere i fadene. Dermed tager de farve og smag til sig, men de er stadigvæk knastørre. Oloroso’en er den mest rene og Amontilladoen er en Fino, der har beholdt lidt af floren. En Palo Cortado er en mellemting mellem Oloroso og en Amontillado. Alle tre hører hjemme på et tapasbord. Oloroso til oksen, Amontilladoen til alt der har fjer og Palo Cortadoen til lidt begge dele.
De søde er de mørke, hvor den mest søde er Pedro Ximenez (PX). Lavet på Pedro Ximenez druen. Tørret kortvarigt i solen, inden druerne er presset og lavet til mosto. Det her sødt. Må ikke drikkes for koldt og ikke for varmt. Kræver et sødt køkken – men også foie gras eller stærk blå ost kan være et perfekt match.
Den mindst søde er Cream. Cream Sherry er typisk et blandingsprodukt af Oloroso (kan også være Amontillado)og PX. Genial til et ostebord, hvor ostene ikke er for stærke eller til en æblekage. Men skal prøves mindst en gang inden du dør til et stykke Manxhego eller Parmesan.
Du kan også direkte i vores shop-i-shoppen "SHERRY AND THE GRAPES", hvor der ikke kun er Sherry, men også spændende vine, der er lavet på Sherrydruer. For der er så meget lækkert vin relateret til sherry, men som bare ikke er sherry. F.eks. Voile og Rancio. begge er fra fødderne af Pyrenæerne på den franske side, hvor de også har flor og lagrer oxidativt.
Sherry er ganske enkelt et stort univers, men for den gennemsnitlige vindrikker desværre slet ikke udforsket.
Nu har vi styr på, hvordan du kommer til Sevilla, og hvad du drikker, når du henkastet står ved baren i de gamle bodegaer (Se Del 1 hvis du allerede har glemt det). Nu skal der mad på bordet! Både tapas, en enkelt Michelinrestaurant og desserten som du slutter af med, når du vakler igennem de mørke gade sidst på natten glad og fornøjet efter en aften i denne dejlige by.
Sevilla og tapas er som ærter og gulerødder - som Forrest Gump ville sige. De lokale er glade for deres tapas - meget glade; og selvom jeg efterhånden har været mange steder i Spanien, så er det her stedet, hvor jeg tror, at der er flest tapassteder i forhold til byens størrelse. Vi prøvede mange steder og fik virkelig dyrket konceptet med et lille glas ”et-eller-andet” kombineret med en lille bid mad og så videre til det næste sted. Generelt er niveauet højt, men pas lidt på stederne som ligger lige op ad katedralen og rundt om. Niveauet er ok der, men kvaliteten er dog mærket af de mange turister og er generelt lavere (lidt mere neutralt), end hvis du går lidt væk fra området.
De fem bedste tapasoplevelser var (i tilfældig rækkefølge):
El Rinconcillo er ifølge skrifterne det ældste tapassted i byen. Der er både en lille restaurant og en bar. Vælg baren, som dog også har nogle siddepladser. Ved baren bliver du serviceret af alvorlige ældre mænd, som naturligvis er ulasteligt klædt i sort og hvidt! De holder styr på din barregning med kridtnoter direkte på barpladen foran dig. At de så også har styr på maden (fik bl.a. super velstegt svinemørbrad som vi delte) og et imponerede sherrykort med over 30 forskellige sherry på glas og nogle spændende vine fra lokalområdet (bl.a. Garum fra Cadiz) gør det jo ikke dårligere. Prøv Iberico med Oloroso og lidt manchego. Alene på baggrund af sherrykortet kom vi faktisk her to gange henover de tre dage.
Vineria San Telmo på Paseo Catalina de Ribera byder på velkomponerede og lidt anderledes tapasmuligheder, hvor der også var lidt nordafrikanske toner i et par af serveringerne. Her har de også et afvekslende sherrykort. Absolut et besøg værd!
Delikatessebutikken Maestro Marcelino ligger i nærheden af katedralen, men dog trukket lidt væk fra the beaten track, hvor den ligger stille og roligt på Calle Hernando Cólon. Her bydes på et udsøgt udvalg af skinke og sherry. Der er ikke meget plads, men væbnet med lidt tålmodighed (og et glas Manzanilla i hånden) får du hurtigt et lille bord. En sikker favorit her!
Bodeguita Antonio Romero ligger et stenkast fra tyrefægtningsarenaen, og er dermed et oplagt emne til et efterfølgende stop, når I skal have depoterne fyldt op. Menukortet er lækkert. Vi fik nok turens bedste tortilla her, men også deres torsk med tomat var virkelig lækkert – og der er masser af sherry her også.
Casa Morales må du ikke snyde dig selv for. Ældgammelt, proppet og forvirrende. Men med store gamle lerfade, som i gamle dage blev brugt som vin/sherryfade. Slidt og brugt, men med charmerende udsmykning, et solidt sherrykort og gode tapas er Casa Morales et sted, som skal opleves.
Vi blev anbefalet Restaurante Casa Robles (Calle Alvares Quintaro) af tjenerne på Maestro Marcelino, da vi spurgte om den bedste seafood i nærheden. Restauranten ligger faktisk tæt på katedralen, og priserne er også lidt høje. Men til gengæld fik vi super lækre seafood-tapas og en lækker lokal hvidvin.
Casa Robles og Reconcillo er begge anbefalet i Michelin Guiden, men Sevilla har også et enkelt spisested med en stjerne. Det drejer sig om restauranten Abantal, hvor du for forholdsvis få penge får et varieret bud på spændende menu. Det koster 100 Euro, og de tilpassede menuen så skaldyrsallergien hos min medspiser blev respekteret. Sammen med menuen fik vi en vinmenu, og her spurgte de ind til præferencer, for at få det til at passe sammen.
Servicen og maden på Abantal er helt ok. Efter danske standarder ville det være en lille stjerne, men generelt er der her garanti for en flot aften. Vi fik en rødvin til hovedretten, som deres sommelier ellers var slemt glad for, men da vi midtvejs i retten alligevel syntes den manglende syre fandt de hurtigt en anden vin frem. Abantal kan varmt anbefales – også for at prøve noget andet, hvis du har 3 eller flere aftener i byen.
Når du går hjem om aftenen, så er du helt mæt. Alle ens sanser er blevet udfordret, og faktisk kan du ikke klare mere – MEN der en ting mere, som du skal prøv. Indtil Sevilla så opfattede jeg Churros som nogle rør af dej, som har været i den gyldne brønd. Har fået flere gode rør, men har aldrig siddet lige i skabet…..SÅ kom vi forbi Sevilla, hvor vi fandt en enkelt churro-bod, hvor det ikke laves som rør, men som små kugler (æbleskiver). Bare at se hvordan dejen kommer ud at maskinen, og ”churro-kokken” med en saks klipper dejen over, så de små kugler falder ned i den varme olie. Vi fandt den lige overfor katedralen på Calle Alemanes.
Har du ingen planer om en tur til Sevilla inden for de næste par uger, så kan du her finde nogle ideer til tapas, som du kan lave hjemme i dit eget køkken - og husk at skænke lidt tør sherry til retterne eller find inspiration i Wine Country.
Hellefisk som tapas - inspireret af besøget på Romero i Sevilla.
Oksehale som croquetas - inspireret af de mange oksehaler i Sevilla.
Tomatbrød og tortilla - som altid skal på tapasbordet.
Sevilla, Andalusiens hovedstad, ligger egentligt lidt off-beat. Du kan ikke flyve direkte fra København til Sevilla, så det kræver en lille (bitte) indsats at komme til byen, men løsningen er faktisk ganske simpel. Der går nemlig masser af fly til Malaga, hvorfra du både med tog, bus og/eller bil kan tage turen til Sevilla. Det tager ca. to-tre timer med både tog og bil. Selv blev turen tilbagelagt i en lejet bil. Vi var der i november, og det var billigt at leje en bil for en (forlænget) weekend – men pas på fartkontrolkameraerne, der er en del af dem, fandt vi ud ad, da vi var kommet hjem igen!
Efter et par timer i bilen rammer du denne lille varme perle med masser af gamle, snoede og smalle gader, gader som huser et utrolig højt antal tapasbarer og spisesteder, hvor der også serveres store mængder af sherry, vin og øl.
Solens varme stråler gør ikke kun godt for de mange appelsintræer, strålerne er heller ikke helt skidt for en nordbo, og selv en dag i november sidder du snildt ude på et plaza og nyder et glas koldt øl i solens stråler, imens du nyder den flotte arkitektur og synet af de mange appelsintræer. Du kan også prøve at plukke en appelsin fra et af de mange træer, men kan dog ikke anbefale det. Appelsinerne på gadetræerne er – som det eneste i den skønne by – stort set det eneste, som ikke kan spises. Hverken i juli eller i november ifølge de lokale retningslinjer.
Ud over maden og vinen er der mange flotte, sjove, spændende ting som kan ses og prøves, når du altså ikke sidder ved et bord/står ved baren med et gas Fino eller Manzanilla i hånden. Idékataloget er ret stort og alsidigt:
Tyrefægtning er stort i byen. Du behøver ikke se en ”kamp”, men tag evt. et smut forbi tyrefægtningsarenaen og få en tour rundt i arenaen. Se Primera fodbold og hep på et af de to lokale hold: FC Sevilla eller Real Betis. Den flotte arkitektur står tydeligt frem, både når du ser katedralen, men også et sted som Plaza de España er helt fantastisk og skal absolut opleves! Et smut til en lokal Flamencobar er oplagt, og hvis du kommer forbi i slutningen af april, så skulle deres lokale festival ”Feria” være helt fantastisk at følge. Men ellers er tapas så afgjort en af de centrale ting for befolkningen i denne hyggelige by, og det kan ses på antallet af spisesteder, men også på kvaliteten og udvalget af tapas, som er virkelig høj – det gælder bare om at komme i gang!
Inden vi går om bord i maden, så skal vi lige se på en anden lokal skik!
Ikke langt fra Sevilla finder du de byer, som producerer Sherry. Sherry er en hedvin med en alkoholprocent på omkring 20 pct. Den nydes i stor stil i Sevilla (og specielt i resten af regionen), men i DK er det ikke sådan lige at finde den, og hvis du finder en sherry i DK, så er det typisk den søde og mørke PX eller den tørre hvide Manzanilla, som du finder. De fejler bestemt heller ikke noget, tværtimod, men der findes 6-8-9-10 forskellige typer, lidt efter hvordan det gøres op. Brug lidt tid på at læse op inden du drager ud i nattelivet. Det tager ikke ret lang tid, og gode guides er lige her og her. Hvis din tålmodighed ikke rækker, så kan du også nøjes med nedenstående basale tips:
Drik den tørre Manzanilla eller den meget tørre Fino til fisketapas eller/og hvis du lige skal have samlet kræfterne ved baren. Begge har også ofte en lidt saltet note over sig.
Drik generelt Oloroso, Palo Cortado eller Amontillado til kødet, nødderne, osten og skinken. De er ikke alle lige gode på tværs, men spøg din tjerner, som altid gerne vil hjælpe! Amontiladoen er den mest tørre af de mørke. Oloroso er tør, men med mange nuancer og lidt flere lag. Palo Cortadoen er egentlig en Oloroso, som er gået skævt.
Pedro Ximenez (PX) er den helt søde sherry. Den smager fantastisk, og er en perfekt match til den søde dessert eller den søde tand. Selv nød jeg senest en PX til en sveskeis – virkelig en fantastisk kombination. Opskriften på sveskeis er lige her.
Når du har prøvet de forskellige typer, så kan du begynde at teste VOR og VORS. VOR betyder, at gennemsnitsalderen i flasken er på minimum 20 år og VORS kan trække 30 år ud af flasken. Her er der virkelig nogle spændende oplevelser foran dig!
Du finder bl.a. store udvalg af sherry på glas på tapasstederne Casa Morales og El Rinconcillo - og som ordsproget lyder ”Uden mad og drikke…” så vi skal naturligvis have set på, hvor og hvad vi skal spise til de mange forskellige typer af sherry. Det kommer i Del 2 af Sevilla-postkortet.
Rejsebureuet Spies kørte for nylig en kampagne, hvor der blev diskuteret, hvad der altid er godt, når du er på ferie, men som også (næsten) altid skuffer, når du er hjemme igen. En meget relevant diskussion, for der er helt sikkert rigtig mange af os, som f.eks. er faldet for vino verde under Portugals varme himmelstrøg, men er blevet dybt forundret over, hvordan den smager hjemme i Danmark – eller måske den lokale rødvin, som købes i døren til en lokal vinbonde er spændende på ferien, men helt umulig, når du drikker den hjemme bag duggede ruder og med udsigt til en våd have, som bare trænger til en kærlig hånd midt i september…..
På Gastroland var årets udfordring derfor (i forbindelse med et par uger på Mallorca henover sommeren), at der skulle identificeres nogle vine, som kan klare at blive flyttet de mange kilometer og stadigvæk være en fornøjelse at drikke, selv hjemme i Danmark på en lidt trist septemberdag, hvor det regner og tidligt bliver mørkt.
Opgaven blev naturligvis taget meget alvorligt, hvorfor det også var nødvendigt, at få afprøvet flere forskellige producenter, typer og flasker henover ferien – som jo så også lige pludselig slet ikke var en ren ferie, men nu også masser af hårdt arbejde.
Næsten alle flasker blev købt lokalt hos købmanden eller et supermarked i større byer. Generelt var tanken, at flasken skulle koste under 25 Euro, den tanke blev efterlevet – for det meste.
En af de første som blev testet var en crianza fra Bodegas Jose Ferrer. Jose ligger i Binnissalem, som er et af de områder på Mallorca, hvor der bliver dyrket rigtig meget vin. Også rigtig meget godt vin! Vinen gav vi lige omkring 12-14 Euro for hos den lokale købmand, som generelt ikke var specielt billig. Ferrers crianza er en god vin. Lidt bløde tanniner og godt med frugt. Den blev nydt til kød på grill med salater og tilbehør. Typisk kølet lidt ned på grund af varmen, og jeg kan afsløre, at flasken blev købt mere end en gang.
I forhold til prisen, så hører vinen nok til på Mallorca – men den er meget tæt på at skulle hjemtages, og hvis du ender med at prøve den, så er det ikke så skidt endda.
En fantastisk oplevelse var at få lov til at fylde plastikflasker op med lokale vine i butikkerne. Her fandt vi 2 liter til 2.35 Euro. Det er jo lige til at klare. Vinen stammer fra Bodegas Ripoll. Her er der tale om en meget ung og frugtrig vin, hvor alkoholprocenten virkelig træder frem. Udrikkelig er et grimt ord, og vi fik da også tømt næsten hele flasken!
Her er der tale om oplevelsesøkonomi. Tønden skal blive på øen, og gerne drikkes ret kold.
Denne bodega lå mindre end tre km fra vores hus, så naturligvis skulle denne tjekkes. Vi forsøgte os også med et besøg på stedet, som desværre ikke kunne lade sig gøre. Vinen er i den lidt dyre ende. Og for skildpadden (La Tortuga) gav vi tæt på de 28 Euro (jeg tror nu, at den lokale købmand kører med høje priser på grund af lokaliteten). Vinen var nærmest boblende og uden balance. Jeg tvivler stærkt på, at det er meningen, men vinen blev ikke prøvet igen. Desværre.
Suyrot lader vi bliver på øen.
Vi prøvede alene denne på en restaurant – så gav omkring 28 Euro for den. I butikkerne kan du finde den til omkring 15 Euro. AN/2 byder på en god kombination af krydderier, frugt og tanniner. Der er en god struktur og en fin balance. I Danmark kan du finde den til mellem 140 og 200 kr.
Vinen er ret udbredt, og du finder den på en del restauranter. Det giver også god mening, da det er en fin flaske vin!
AN/2 skal med hjem og nydes til kød. Den er klart de 140 kr værd – også i regnen.
Her finder vi turens mest overbevisende vinhus som blev afprøvet. En del forskellige vine bliver produceret hos Miguel Gelabert. Alle marker ligger i området Llevant, og der bydes på både røde og hvide. Vi drak en Cabernet Sauvignon crianza (som også indeholder lidt merlot). Den koster omkring 25-28 Euro på Mallorca, og her får du fuld valuta for pengene. Masser af struktur og varme.
Gelabert skal med hjem – faktisk er Gelabert den eneste som rent faktisk kom med hjem. Tasken blev fyldt med flere forskellige vine, som nu skal genbesøges i det mørke, kolde og våde efterår. Caules Negre til 21 Euro på Mallorca holder 100 pct. hjemme i Danmark. En let vin med masser af struktur og fine tanniner.
Mallorca byder helt klart på nogle spændende vine. Øen har + 70 forskellige producenter, og der er mange forskellige muligheder. Gelabert viser f.eks. med tydelighed, at der kan produceres vine på øen, som ikke bare er præget af sol og varme. Gelabert er helt klart en ny favorit i Gastroland!
Må blankt indrømme, at jeg nød denne hårde arbejdsopgave midt i ferien - og at vine fra den smukke ø fortsat skal testes og afprøves. Det kan jo passende ske i samspil med nogle lækre tapas.
DISCLIAMER: Artikel skrevet inden vinimport påbegyndt.
Kæresten og jeg drog til Malaga, Spanien, på en forlænget weekend primo september. Valget faldt på Malaga, da vi jagtede en semi-storby, som både kan fremvise sol, strand og dejlig mad. De mere klassiske løsninger (hjemme hos os) på denne kombination er ellers Barcelona eller Nice, men denne gang blev Sydspanien valgt som destination.
Vores forventninger blev til fulde opfyldt; og vi tilbragte fem dejlige dage med stand, sol, by og masser af dejlig mad.
Vi startede med en frokost på Uvedouble Taberne. UT ligger på Cister Calle tæt på marinaen, og kan i den grad demonstrere en ny og opdateret version af tapas-universet. På UT oplevede vi for første gang, at der er foie gras på rigtig mange menukort i Malaga. Det hænger sammen med, at Malagas hovedbidrag til vinfolket er de søde vine, som bl.a. laves på Moscatel – den vin kalder på fedme, og det har de forstået i Malaga.
Til den øvrige del af frokosten drak vi en El Paraguas, Atlantico, Ribeiro fra 2015 til 22 Euro. En ganske enkelt fantastisk sprød hvidvin, som gik rigtig godt til de øvrige retter. Desværre kan den ikke købes i DK. OPDATERING: Atlantico blev vores først vin da vinimporten gik i gang - og du kan finde den i vores egen lille butik lige her 🙂
Af andre tapas på UT blev vi blandt andet forkælet med sværdfisk cerviche; stegt Iberian gris med Padron peberfrugter, patatas brava og et par desserter med bl.a. cheesecake og jordbær.
Uvedouble er ganske enkelt et must, hvis du er i Malaga!
En anden lækker madoplevelse var vores frokost på et af spisestederne ved standen. Vi holdte til på stranden bag havnefronten (Malagueta), hvor restauranterne grillede fisk på spyd. Her nød vi en super simpel frokost med grillede sardiner og en grøn salat til (og en kold flaske husets hvidvin). Det skal ganske enkelt prøves!
Malaga er ejer af en enkelt restaurant med en Michelinstjerne. Vores erfaring med stjerne i Spanien har været yderst positive (se postkortet fra Madrid her); hvorfor det naturligvis også skulle prøves i Malaga. Her hedder restauranten Jose Carlos Garcia. JCG ligger på havnefronten; og er uden tvivl en af de flotteste restauranter, som jeg har været på. Cementgulv, rustikke borde og en hel væg som alene består af grønne planter.
Pga. skaldyrsallergi hos kæresten kunne vi ikke springe på tastingmenuen, så vi valgte det, som JCG kalder for ”soft menuen”. Den står i 60 Euro og består af fire retter plus et par snacks. Hertil drak vi vin på glas. Maden var god, men ud af de fire retter var det kun to, som reelt løftede sig til Michelinniveau.
Udvalget af vin på glas var også meget begrænset. De har to røde og to hvide. Vi fik nogle fine vine, men det var ikke genialt. Regningen lød på 220 Euro - inkl. cava i starten og kaffe med chokolader til slut – det kan jo omvendt heller ikke kaldes for voldsomt, men reelt kunne de penge være givet bedre ud på f.eks. UV.
Derudover besøgte vi mange mindre tapassteder over dagene. Generelt var niveauet højt og konklusionen er, at Malagas tapassteder ganske enkelt har styr på det!
Vi fik på en enkelt restaurant kastet os over mere foie gras og vine fra Malaga. Det var på Cafe de L'abuel, hvor vi først fik en en foie gras ret med jordbærmarmelade og balsamico.
Det var lidt som en tidsmaskine at spise og se tallerkenen: firkantet og med balsamico rundt om siderne, men det smagte jo godt – selvom jordbærmarmeladen nok var til den meget søde side. Den næste ret blev baseret på en anbefalingen af tjeneren. Her er vi ude i det lidt mere vulgære: en stor portion hjemmelavet og grove pommes fritter som toppes op med stegt iberian gris, to store og tykke skiver foie gras og til sidst et spejlæg på toppen. Det smagte himmelsk J
En af de sidste dage fandt vi også det lokale marked. Det opfylder til fulde alle ønsker alle gastrofile m/k kan have med masser af frugt, kød, skalddyr og grøntsager i bunker i de tre torvehaller, som udgør Mercado Central de Atarazana.
Hvis du kommer forbi Malaga, så er ovenstående steder absolut et besøg værd, men ellers prøv den hyggelige og travle Cortilja de Pepe (ved Plaza Merced) hvor de griller små pølser på en lille grill i baren og servere lækre fyldte peberfrugter; eller tag forbi den klassiske tapasrestaurant Taberne Del Siglo, hvor de har Juve Camps på glas; eller måske El Tres, som har helt styr på deres gazpacho – og i øvrigt ligger lige ved stranden på Plaza Malagueta. Omvendt er der ingen grund til at besøge El Pimpi, som du ellers støder på, når du læser om madsteder i Malaga - det er ganske enkelt for turistet.
Skulle du ikke have ferieplaner i den nærmeste fremtid, så finder du her et par gode og nemme opskrifter på lidt tapas: De spanske kødboller (Albondigas) samt tortilla og tomatbrød. Det er ikke helt som at være der selv - men tæt på...
Vinen har vi masser af .-)
Den mest farlige afhængighed er den som kommer, når du egentlig ikke venter det!
Min seneste afhængighed bygger på friske landæg. Jeg havde ikke set den komme – hvilket jo i bund og grund er lidt naivt ud fra tanken om, at friske æg, som smager 10 gange så godt som gode æg fra supermarkedet, naturligvis skal gentages igen og igen og igen!
Min nyfundne ægge-pusher (Nordtoft gård) dyrker desværre kun æg på hobbyniveau, og så er halvdelen er hønsene tilsyneladende skruk hele tiden. MEN de æg som lægges den anden halvdel af tiden er hele fænomenale!
Den bedre halvdel og jeg var i Madrid for ikke så længe siden, og der var en af de bedste spiseoplevelser en ”løbende tortillas” – så da jeg fik overrakt 10 friske landæg, var planen klar: Tortilla med kartoffel, svampe og røget paprika!
Portionen var tænkt som aftensmad til to personer to aftner i træk, men må blankt indrømme at det hele blev spist den første aften – sammen med en skål salat, lidt brød og en flaske Rioja.
Du finder opskriften lige her. God fornøjelse.
For cirka to år siden besluttede vi os for at besøge Madrid. Det viste sig at være en super god beslutning, da byen – hvis vi lige ser bort fra havet & stranden – har alt hvad Barcelona kan byde på, og så lige den der ekstra storbys dimension med enorme pladser, boulevarder kombineret med et kongeligt touch.
Ud over at byen er nem at færdes i, har mange gode restauranter, tapassteder og vinoteker, så ligger den også inde med et pænt antal stjerner. Valget faldet for to år siden på Diverxo, som dengang var den lykkelige ejer af en stjerne.
Besøget på Diverxo viste sig at være intet mindre end sublimt. Maden er generelt fusionsbaseret med et asiatisk touch – og kreativiteten var helt i top, da vi besøgte restauranten. Der var blodpølse og svineøre på menuen, og hele tiden var serveringerne bare lidt anderledes. Da vi var færdige med menuen og prøvede at komme hjem til hotellet igen (dengang lå Diverxo gemt et godt stykke fra centrum), blev vi enige om, at denne madoplevelse var blandt de bedste, vi nogensinde havde prøvet. Og sådan husker jeg iøvrigt stadigvæk oplevelsen.
Da vi i år besluttede at genbesøge Madrid, var det derfor oplagt at genbesøge Diverxo. Desværre for os (men godt for Diverxo), viste det sig, at de sidste år var gået fra en til tre Michelinstjerner og efterfølgende havde besluttet at skifte adresse, og fremover skal huses i et stort og eksklusivt hotel i midten af Madrid. Desværre var de netop ved at flytte i den periode, hvor vi var i Madrid. Ergo, skulle vi finde andre stjerner at se på. Det kommer vi tilbage til.
De tre dage blev planlagt, så vi startede med et besøg på en Bib Gourmand. Valget var faldet på Las Tortillas de Gabino. Besøget endte med at være en blandet fornøjelse, med et par rigtig gode højdepunkter, men desværre også en knap så spændende hovedret og lidt kedelig dessert.
Konceptet på Las Tortillas er lidt samme stil, som vi kender fra mange nyere restauranter i det københavnske: mindre retter og/eller som kan deles. Da vi spurgte om, de reelt var en opdateret tapasbar, blev dette dog benægtet.
Vi startede med en klassisk tortillas, som blev serveret med løbende æggemasse. Det var en lækker begyndelse, og forventningerne steg kraftigt. Anden servering var stegt tun i en sauce med gulpeber. Meget rustikt og meget lækkert.
Men herfra gik det desværre lidt ned ad bakke. Vores ellers venlige tjener havde anbefalet dagens hovedret: rå tun med piementos, så denne anbefaling fulgte vi. Desværre var den rå tur med en temperatur på 26-28 grader for varm, dertil kom, at kokken ikke havde befriet fisken for sener. Absolut ikke en fornøjelse, som vi måtte sende ud igen – uden at der blev spurgt ind til, hvorfor mere end halvdelen af retten gik retur.
Den søde del af menuen var ok, men uden at være prangende på nogen måde.
Vi drak en lokal vin til menuen fra bodegas Maranones, Picarana. En skarp og lækker hvid med stærke noter. Dengang udvidende om, at kældermesteren var Alvar de Dios, der senere skulle blive en af vores absolut favorithuse i vores lille vinimport-eventyr.
Lørdagen var Michelin-dag. Frokostbord var bestilt på El Club Allard, hvor vi gennem en ni retters tasting menu plus velkomstsnacks skulle afprøve, hvordan to stjerner i Madrid smager. Den korte konklusion er, at de to stjerner smager fantastisk. Menuen var kreativ, velsmagende, grænsesøgende – men alligevel med et afsæt i definerede råvare.
Vildtlever, forklædt som trøffel i røg og damp var første rigtige del af menuen. Den blev fulgt op af bl.a. kold kirsebærsuppe med sildeæg, og braiseret lammeskulder af kid kombineret med tandoori-tilbehør.
Vinmenuen bevægede sig hovedsageligt indenfor Spanien, hvor cava fra Juve&Camps klædte en butterfish/hvid asparges shot, en tør hvid sherry fra La Panesa fulgte med en sublim kombination af æggeblomme, kartoffel & serranoskinke og en rødvin med masser af kostald fra Terruno brød med lammeskulderen.
Den svageste del af menuen var desserten, men vi var dog stadigvæk på et højt niveau.
Club Allard var en rigtig lækker oplevelse. Og ja, der er typisk forskel på 1 stjerne i København og 2 stjerner i Madrid – det var den tydelige konklusion. En anden konklusion var også, at det er billigere at tilbringe tre-fire timer på en to stjernet restaurant i Madrid end at tilbringe en aften på mange gode restauranter i København - og da specielt, hvis den danske skal have stjerner.
Den sidste dag/aften stod den på tapas. Her kan kvarteret omkring Calle Cava Baja klart anbefales, som er en gade med tonsvis af tapas- og vinsteder. Vi endte blandt andet på El Tempranillo efter en anbefaling fundet på The Guardian. Lækker tapas og gode vine på glas, men underligt nok det eneste sted, som var HELT tom på Calla Cava Baja, da vi ankom ved 22-tiden. En helt igennem pudsig oplevelse.
Madrid – dit næste valg, når du drager til Spanien næste gang! Og start med at besøge Diverxo, men tag også lige et smut forbi El Club Allard. Tvivler på at du vil fortryde det!
Du har ikke tilføjet noget til kurven.
